Trænger du til kage…

…og er du lidt af en ‘chocoholic’ ? Så tjek lige min klassiske chokoladebrownie – forklædt som påskekage. Kagen er den ultimative lækkerbisken for alle med trang til god chokolade. Intens, klæg og kalorierig.

Dagens kagetip: Dejen er faktisk så nem at lave, at den sagtens kan røres med hjælp fra små barnehænder – hvis du har et par i nærheden… Og jeg ved det godt…. Det er svært at vente, nu det dufter så godt, men kagen smager bedst afkølet og gerne med en skefuld creme fraiche…

Chokoladebrownie

160 g smør

80 g god mørk chokolade

2 1/2 dl sukker

2 æg

60 g hvedemel

1 spsk. kakaopulver

1 tsk. vaniljesukker

100 g valnødder

Påskepynt: sigtet kakaopulver og chokoladeæg

Smelt smørret ved svag varme. Hak chokoladen og smelt den i den lune smør. Pisk æg og sukker sammen. Bland hvedemel med kakaopulver og vaniljesukker. Kom chokoladesmør, melblandingen og hakkede valnødder i æggemassen og rør godt rundt.

Fordel dejen i en smurt springform ca. 24 cm diameter og bag kagen ved 170 grader i ca. 20 min. Kagen skal stadig være lidt blævrende i konsistensen, når du tager den ud ellers får den ikke den der lækre, karakteristiske konsistens som en brownie. Afkøl kagen. Pynt med sigtet kakaopulver og små chokoladepåskeæg.


Print Friendly