Asparges til lidt af hvert

Vi fik vist spist lidt for meget rabarberkager i går eftermiddags, for da vi nåede aften havde ingen af os appetit til det helt store. Derfor stod menuen på en meget simpel pastaret og dampede grønne asparges med et dryp hjemmerørt mayonnaise, cherrytomater og basilikum. Meget enkelt og utrolig delikat. De grønne asparges – som jeg lavede dem – er et lækker tilbehør til lidt af hvert og topper du med rejer og serverer med flutes har du en pragtfuld frokostret. Og hvis du spørger mig, om det nu også er nødvendigt med en hjemmerørt mayonnaisen, så er svaret… JA.

Grønne asparges med mayo og basilikum

Tilbehør til 4 personer

1 bundt grønne asparges
1-2 spsk hjemmerørt mayonnaise
frisk basilikum
10 cherrytomater
1 bundt forårsløg
salt og peber

Knæk den nederste træede ende af aspargesene og damp dem i 1-2 min. Afdryp aspargesene og anret på et fad. Dryp mayonnaise over. Hak basilikum. Skær tomaterne i både og snit forårsløg. Drys basilikum over og top med tomater og forårsløg. Krydr med salt og peber.

Hjemmerørt mayonnaise
Mayonnaise er meget nemt at røre selv. Bare husk at ingredienserne skal have stuetemperatur, så du undgår at mayonnaise skiller. Jeg opbevarer mayonnaisen i et glas med låg i køleskabet, så holder den sig fint i op til en uge. Den her opskrift er også i min bog ‘Sund på den fede måde’ og er anvendelig til lidt af hvert. Det er absolut ikke slankekost, men den smager fantastisk… så nyd den i små mængder.

ca. 2 dl

1 bæger pasteuriserede æggeblommer (2 stk.)
1 tsk. Dijonsennep eller grovkornet sennep
1/2 tsk. flagesalt
saft af 1/2 citron
1 1/2 dl olie (er du ikke så vild med smagen af ekstra jomfru olivenolie, så brug en mere smagsneutral olie, som fx koldpresset raspsolie eller vindruekernolie)

Rør æggeblommer, sennep, salt og citron sammen i en skål. Tilsæt olien i en tynd stråle, mens der piskes med en elpisker. Mayonnaisen tykner mens der piskes. Smag evt til med mere salt eller citron.

Print Friendly