Måske vi ses ?

Sæt allerede nu et stort X i kalenderen i weekenden d. 27-29 august, for i alle tre dage er der masser af mad på programmet, hvis du befinder dig i København…

eat2010 inviterer til messe i Øksnehallen, hvor der er madoplevelser for alle sanser. Jeg har været fordi de andre år, og der er uden tvivl god smag, kvalitet og livsnydelse på programmet fra de mange forskellige udstillere. Nogle år mere spændende end andre, men i år kan du bl.a. møde de skønne kogekoner fra Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro, som netop har udsendt kogebogen “Send flere krydderier” og det ser jeg virkelig frem til.

Den årlige Grønsagsfestival har slået sig sammen med eat2010 og inviterer til madfestival i omgivelserne ved Øksnehallen. Desværre kom jeg ikke på grønsagsfestivalen sidste år, men det gør jeg helt sikkert i år. På festivalen får du mulighed for at se, røre, dufte, smage og købe grønsager med hjem direkte fra de danske avlere. Så medbring en stor tom madkurv til dine indkøb og kom sulten, for der er kokke og andre grønne ildsjæle som står i køkkenet og byder på lækker, grøn mad.

Og hvis du er madblogger, så er der Madbloggersymposium 2010 lørdag d. 28 august, hvor madbloggere har en unik chance for at møde hinanden til en spændende dag med foredrag, inspiration og netværk.

…. og så er der forresten Farmers Market hver lørdag kl. 10-14 fra nu og frem til d. 25. september (der er sommerferielukket i juli) i Jægersborggade på Nørrebro. Lørdag formiddag på øko marked i byen… lyder det ikke bare fristende ?

Print Friendly