French toast med chokolade

Hvis du gerne vil forkæle familien med lidt lækkert i weekenden, så er det måske de her lune, sprøde french toast med chokolade, som skal have en plads på morgenbordet i morgen tidlig?

Jeg laver altid french toast med groft sandwichbrød, og lige netop i denne opskrift er kontrasten mellem det grove brød og den søde, bløde chokolade fuldstændig uimodståelig.  Jeg har lært at bage brødene i ovnen, og synes det er både nemmere og hurtigere end den klassiske version, hvor brødene steges på panden.
Hvis du vil lave luksusudgaven, kan jeg anbefale Nocciolata, som er en økologisk chokoladenøddecreme fra Rigoni di Asiago. Den smager fantastisk af chokolade, og har samme smørbare konsistens som nutella. Desværre fås den ikke så mange steder, men jeg køber den i Irma. Alternativt kan du bruge nutella.

Bagt french toast med chokolade
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

4 æg
1 tsk stødt kanel
1 tsk sukker
4 skiver sandwichbrød
chokoladenøddecreme eller nutella
blødt smør til pensling

Pisk æggene sammen og tilsæt kanel og sukker. Smør halvdelen af brødene med et tykt lag chokoladecreme eller nutella. Læg de øvrige brødskiver over.
Læg brødskiverne i æggemassen, så den dækker. Lad brødene ligge ca. 1 min. på hver side.  Tænd ovnen på 220 grader. Kom bagepapir på en bageplade og smør det med smør.
Læg de gennemvædede sandwich herpå. Bag brødene i ovnen i ca. 5 min. på hver side, til de er gyldne. Halver brødene og server dem straks.

Print Friendly