Luksus islagkage

Selv om det er vinter og de fleste har tankerne på jul og lige nu hygger sig med pebernødder, æbleskiver og juleguf, så kan man altså sagtens få lyst til at lave en islagkage – især hvis man er glad for is.

På søndag fylder min yngste 7 år, og i den anledning har jeg lovet ham at servere denne islagkage til dessert. Iskagen består af lagkagebunde lagt sammen med to forskellige slags is – en chokoladeis og en romrosinis – markoner og espresso. Jeg kan rigtig gode lide kombinationen af chokolade, mørk rom og espresso, og selvom ingredienserne umiddelbart appellerer mest til os voksne, så er iskagen også efterspurgt af mine børn. Hvis du er vild med kagepynt, så kan du sprøjte flødeskum rundt langs kanten. Jeg er nok mest til det mere rustikke og synes kagen er smuk, når man kan se lagene, og derfor nøjes jeg med at pynte kagen på toppen.

islagkage 01_fuld

Lusksus islagkage
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

Ca. 16 personer 

Iscreme
3 pasteuriserede hele æg
4 pasteuriserede æggeblommer
1 tsk. vaniljesukker
220 g sukker 

Chokoladeis
200 g mørk chokolade fx med mint
3 dl piskefløde

Rom rosinis
100 g rosiner
1 dl mørk rom
3 dl piskefløde

Lagkage
3 lagkagebunde
1 dl mørk rom
150 g makroner
ca. 2 dl stærk kaffe
2 spsk. brun farin

Pynt
1 ½  dl piskefløde
mørk chokolade til pynt

Start med iscremen. Kom æg, æggeblommer, vanilje og sukker i en skål. Kom skålen over en gryde med vandbad og pisk med en elpisker i 6-8 min. indtil det tykner og massen lyder hul. Tag skålen af varmen og lad den afkøl på køkkenbordet.
Hak chokolade og smelt den i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved svag varme.
Pisk fløden til chokoladeisen til en tyk skum, og fold forsigtigt med halvdelen af iscremen – resten gemmes til romrosinisen – sammen med den smeltede chokolade. Sæt chokoladeiscremen til side.
Kom rosiner og rom i en gryde og kog i ca. 2 min. til rommen er kogt ind. Afkøl rosinerne.
Læg en lagkagebund på et kagefad. Læg en ring fra en springform ca. 9-10 cm høj omkring lagkagebunden. Dryp rommen på lagkagebunden.
Fordel chokoladeiscremen på bunden. Dæk med knust makroner, og læg en lagekagebund over.
Rør kaffe med brun farin og dryp halvdelen over lagkagebunden.
Pisk fløden til romrosinisen til en tyk skum, og fold forsigtigt med resten af iscremen og de romkogte rosiner.
Fordel romrosiniscremen over lagkagebunden. Dryp den sidste lagkagebund med resten af kaffen. Læg lagekagebund over kagen og dæk til med stanniol. Stil formen i fryseren til næste dag.

Næste dag:
Tag islagkagen ud af fryseren ca. 30 min. før servering.
Pisk fløden til en let skum. Dekorer toppen med flødeskum og pynt med spåner af mørk chokolade. Server straks.

Print Friendly