10

Marengstærte med rabarber… og lakrids. Til dem som tør!

5. juli 2011 - Af Kategori: Bagning, Dagligliv, Desserter, Opskrifter

I går da min far og min søster kom på besøg, serverede jeg denne marengstærte med rabarber fra mine forældres have på Fyn.

Opskriften kommer fra min allerførste bogudgivelse ‘Slank på den fede måde’, men den oprindelige opskrift – som jeg har hentet inspiration fra – stammer oprindeligt fra min mormor. Dengang vi var børn, bagte hun kagen i en stor bradepande, så der var nok til hele flokken. Kagen blev bagt efter pund-til-pund- metoden, men med tiden har jeg efter utallige afprøvninger reduceret smørmængden – uden at kagen lider nogen nød. For synets skyld bager jeg kagen i en høj tærteform – eller en springform – og under det sprøde marengslåg gemmer sig en blød kagebund belagt med den skønneste rababerkompot.

Ps: Hvis du har mod på det, så gør som min veninde Anne. Hun tilsætter 1/2 tsk. lakridspulver til marengsen, præcist nok til at kagen får en pikant smag af lakrids, og det klæder rabarberne rigtig godt.

 

Marengstærte med rabarber
Af Lone Kjær

Dej:
100 g smør
150 g sukker
2 æggeblommer
200 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 1/2 dl mælk

Rabarberkompot:
600 g rabarber
125 g sukker

Marengs:
2 æggehvider
125 g sukker

Del smørret i mindre stykker og kom det i en skål. Pisk smørret blødt med sukkeret. Tilsæt æggeblommer en ad gangen. Gem æggehviderne til marengs. Sigt mel og bagepulver sammen og kom det i dejen sammen med mælken. Pisk dejen ensartet.
Fordel dejen i en smurt tærte- eller springform og bag kagen i ca. 20 min. ved 200 grader. Tag kagen ud af ovnen og sænk varmen til 150 grader.

Rens og skær rabarberne i små stykker á 2 cm. Kom rabarber og sukker i en gryde og kog ved svag varme til en kompot. Afkøl kompotten før den fordeles på den bagte kage.

Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt lidt af sukkeret og pisk yderligere et øjeblik. Vend forsigtig resten af sukkeret i. Bred marengsen over kagen og lav nogle små toppe med spidsten af en kniv.
Bag tærten ved 150 grader i ca. 25 min. til overfladen er lysebrun. Serveres afkølet.

Tags: , , , , , ,

Udskriftsvenlig version Udskriftsvenlig version

10 Responses to “Marengstærte med rabarber… og lakrids. Til dem som tør!”

  1. Hvis jeg stadig kunne få rabarber, ville jeg prøve kagen af med det vuns. Men sæsonen er desværre overstået her. Så jeg spiser med øjnene i stedet.

  2. Elsebeth siger:

    Mums – “blød” bund, syrlige rabarber toppet med det søde og sprøde (lakrids)låg! Rabarberne i mit sommerhus venter på at blive høstet til netop denne kage;-)
    God sommer.

  3. Lone Kjær siger:

    Elsebeth… det lyder vel nok dejligt. Jeg håber kagen bliver populær!
    Louise… hvis du ikke kan få fat i rabarber, så kan du evt. prøve med en stikkelsbærkompot i stedet.
    God fornøjelse og fortsat god sommer.

  4. Linn siger:

    Hvor lyder det vildt lækkert – specielt med lakrids! Som den lakrids-elsker jeg er, vil jeg umiddelbart prøve den her kage af!

  5. Lone Kjær siger:

    Kære Linn,
    Den er lækker… både med og uden lakrids.
    Kh Lone

  6. Tanja Maria siger:

    Lone, tror du at det ville klæde kagen med pæremos i stedet for rabarber, nu hvor det ikke er sæson for rabarber? Kan man evt. putte mandelmel i dejen?

  7. Lone Kjær siger:

    Jeg tror godt du kan lave kagen med pæremos i stedet for rabarber. Du kan eventuelt tilsætte mosen hele smuttede mandler, så der bliver at bide i.
    Skriv endelige igen og fortæl om kagen bliver en succes.
    Kh Lone

  8. Marianne siger:

    Hejsa
    Ih denne kage glæder jeg mig til at prøve. Håber især det bliver godt med lakrids. Tror du jeg kan bage bunden dagen før og så smide kompot og marengs på og bage dagen efter? Eller tror du kagen bliver tør?

  9. Lone Kjær siger:

    Kære Marianne,
    Du kan sagtens bage kagen (bunden) dagen før, hvis du sørger for at pakke den ind, så den ikke bliver tør.
    På selve dagen kan du toppe den med rabarberkompot og marengs og bage den færdig.
    God fornøjelse.
    Bedste hilsner
    Lone

  10. Marianne siger:

    Fedt. Jeg har nemlig lavet denne kage før med mørdej, men dette bliver jo mere en kagebund når der er bagepulver og æg i. Tak for hurtigt svar. Nu kan jeg nå at lave den til fødselsdag i morgen. Jeg putter altid lidt frisk ingefær i kompotten. Synes det klæder rabarberne så godt. Tak for hjælpen.

Leave a Reply