Græsk salat a la Jamie

Her i sommer har jeg været på ferie på en lille græsk ø Thassos, som ligger i det nordlige Grækenland. Rejsen dertil er lidt omfattende, fordi man flyver til fastlandet og bagefter sejler knap en time før man er på Thassos. Flyveturen er forholdsvis kort (2 timer og 45 min.) og øen et skønt lille ferieparadis, hvis man sværger til afslapning og skønne badestrande.
På en ferieø som Thassos finder man ikke restauranter der nærmer sig michelinniveau. Til gengæld kan man være heldig, at finde et lokalt og meget autentisk køkken som byder på ægte græsk mad tilberedt med lokale råvarer. I den lille by Potos hvor vi boede, fandt vi to gode restauranter, som vi besøgte flere gange. Den ene lå mindre end 10 meter fra vandet…  en beliggenhed som var fuldstændig unik og med et køkken som var rigtig godt, så her fik vi smagt på det klassiske græske køkken.
En af mine favoritter fra det græske køkken er lam kleftiko, som er lammekølle stegt ved svag varme i rigtig mange timer. På føromtalte restaurant fik jeg kleftiko tilberedt med peberfrugter, løg, gulerødder, hvidløg, olivenolie, krydderurter og tomater. Kødet var mørt og næsten så blødt som smør og retten utrolig velsmagende. Som tilbehør fik jeg tzaziki (den klassiske, men med dild) og brød… et måltid, jeg vil mindes længe. Jeg har iøvrigt aldrig selv lavet kleftiko, men har fundet en opskrift på nettet, som jeg gerne vil afprøve inden alt for længe.
En anden af mine favoritter er Græsk salat, som jeg spiste mindst en gang om dagen. Basis er de solmodne velsmagende bøftomater, agurk, løg, oliven, kapers, olivenolie og selvfølgelig ægte græsk fetaost… simple råvarer af god kvalitet.
I Jamie Olivers bog ‘Jamie does…’ har jeg fundet en opskrift på Græsk salat, som jeg lavede i går aftes. Jeg ændrede lidt på opskriften, så her er den, som jeg endte med at lave den. Desværre kunne jeg ikke få bøftomater, så jeg brugte solmodne danske tomater. Salaten smagte ikke helt som på Thassos, men den blev rigtig god alligevel.


Græsk salat a la Jamie

Tilbehør til 4 personer

1/2 kg bøftomater
1 agurk
1 peberfrugt
1 rødløg
1 lille håndfuld sorte oliven
1 håndfuld frisk dild
et par kvist frisk mynte
salt og peber
1 spsk. sherry eddike eller rødvinseddike
3 spsk. ekstra jomfru olivenolie
150 g græsk fetaost (Jamie bruger 200 g i sin opskrift, men der er 150 g i en blok, som man fx køber i Coops forretninger og den mængde passede fint til salaten)
1 tsk. tørret oregano

Skær tomaterne i skiver, tern eller både, afhængig af humør. Skræl agurken og skær i tynde skiver. Skær top og bund af peberfrugten og fjerne frøstole. Skær peberfrugten i tynde skiver. Pil løget og skær i tynde skiver. Jeg skar løget på en mandolin, for at få det helt tyndt. Vend tomater med agurk, peberfrugt, løg, oliven, hakke dild og evt. mynte, hvis du er til det. Jeg tilsatte mynte, inspireret af Jamie Oliver, men kan egentligt bedre lide den uden. Krydr med salt og peber og vend eddike og olivenolie i salaten. Anret salaten på et fad og lad den trække – gerne et par timer på køkkenbordet. Før servering toppes salaten med fetaost og drysses med oregano.

Print Friendly