Vinderne + julens bedste chokolade-panforte

I dag er det første søndag i advent, og det betyder gavetid. TUSIND TAK fordi så mange af jer ville dele jeres juletanker med mig. Det har virkelig været en fornøjelse at læse.
De to heldige vindere af adventskalender #1 er:

Louise fra louises lakridser og Rikke Gjerlev. Send straks jeres adresser til madskribent@lonekjaer.dk/wplone, så sender jeg bøgerne til jer.

Som en lille trøst får I andre opskriften på denne lækre chokolade-panforte, som er en af opskrifterne fra ‘Annes Julekalender’. Jeg bagte konfektkage for et par måneder siden i forbindelse med en bagesag og en omtale af Annes bog. Det er derfor mine kager, du ser på billedet her. Billedet er taget af Columbus Leth.

Gennem tiden har jeg afprøvet mange forskellige opskrifter på panforte, og selvom jeg egentligt mest er til min egen opskrift – som er uden chokolade – så faldt jeg alligevel for Annes panforte med chokolade. Kagen er nemlig lige tilpas krydret, og smagen af chokolade pikant, fordi den ikke stjæler al opmærksomheden. At den så også er nem at lave, er kun en fordel. Kagen holder sig fint i flere uger, hvis du er god til at gemme på søde sager.

Chokolade panforte
fra ‘Annes Julekalender’ af Anne Hjernøe, Politikens forlag

150 g hele mandler
150 g hasselnøddekerner
250 g honning
200 g lys rørsukker
200 g hakket mørk chokolade, minimum 70 %
75 g hakket sukat
75 g hakkede pomerans eller honningabrikoser
fintrevet skal fra 3-4 økologiske (ubehandlede) appelsiner
200 g hvedemel
25 g usødet kakao
1 tsk kanel
½ tsk stødt nellike
1 tsk stødt kardemomme
lidt smeltet smør til pensling
sigtet flormelis til drys

Læg mandler og hasselnøddekerner på et stykke bagepapir på en bageplade. Bag nødderne i forvarmet ovn ved 150 grader, til de tager farve. Det tager ca. 10 min. Lad hasselnøddekernerne køle en anelse af og gnub så den brune hinde af.
Kom honning og sukker i en gryde og kog under omrøring i ca. 5 min.
Rør mandler og hasselnødder i honningmassen sammen med chokolade, sukat og pomerans, appelsinskal, sigtede mel, kakao og krydderier. Her er det vigtigt at røre konstant, så det hele blandes godt sammen – så snart dejen bliver for afkølet, kan den blive svær at arbejde med.
Smør et stykke bagepapir godt med smør og kom det i en form ca. 20 x 20 cm.  Pres dejen ud i formen, så den bliver helt kompakt.
Bag kagen i midten af den varme ovn i ca. 15 min. Afkøl kagen.
Skær kagen i små firkanter og drys med sigtet flormelis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Print Friendly