Kiksekage

Jeg har efterhånden fået en del forespørgsler på en god kiksekage uden palmin og æg. For nylig lavede jeg denne opskrift, og jeg synes, det er den bedste kiksekage EVER. Opskriften er meget simpel, og kagen indeholder kun 4 ingredienser – mørk chokolade, smør, kondenseret mælk og firkantede kiks. Kondenseret mælk køber jeg i Irma, men det fås også i andre velassorterede supermarkeder, hos etniske grønthandlere og hos Specielkøbmanden.
Når kiksekagen er lagt sammen, skal den stå på køl i minimum 4 timer – gerne længere tid, hvis du altså kan vente. Efterfølgende opbevares kagen på køl, hvor den holder sig fint i flere dage.

Kiksekage
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

Ca. 15 stk.

300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk ca. 400 g
35 g smør
ca. 20 firkantede kiks

Beklæd en aflang smal rugbrødsform ca. 25 cm med husholdningsfilm.
Hak chokoladen groft og kom den i en lille gryde sammen med kondenseret mælk og smør. Lad blandingen smelte ved svag varme. Rør jævnligt, så det ikke brænder på. Rør massen ensartet og tag gryden af varmen.
Læg et tynd lag chokolade i bunden af formen. Læg derpå et lag kiks. Fortsæt til der er 4 lag i alt. Slut med et lag chokolade. Stil kiksekagen tildækket i køleskabet minimum 4 timer. Tag kagen ud ca. 10 min. før servering og skær den i skiver.

Print Friendly