I mit køkken lever pastasalaten i bedste velgående, skønt mange efterhånden har valgt at dømme den ude. Måske med god grund, men hvis man holder sig til det enkle – det vil sige få ingredienser – kan det næsten ikke gå galt.
En af mine pastafavoritter, som er hurtig at tilberede, samtidig med at den er et smukt og smagfuldt måltid, er denne pastasalat med varmrøget laks, sukkerærter, avokado og en løvstikkecreme. Egentligt er det en utrolig simpel ret, og netop derfor et godt eksempel på, hvordan en god kombination af få råvarer, er det der skal til, for at pastasalaten opnår popularitet og velsmag.
Herhjemme spiser vi pastasalaten med groft brød til frokost eller aften, men den er også et lækkert indslag på en buffet eller i picnickurven, når vejret bliver til det.
Foto og opskrift har jeg tidligere haft i magasinet LIV.
Pastasalat med varmrøget laks og løvstikkecreme
Af Lone Kjær Foto Tia Borgsmidt
4 personer
Pastasalat:
300 g pasta fx skruer, penne eller konkylier
200 g sukkerærter
2 avokado
saft af 1/2 citron
25 g pinjekerner
250 g varmrøget laks
Løvstikkecreme:
1 dl yoghurt naturel
2 spsk. mayonnaise
2 tsk. grovkornet sennep
2 spsk. hakket løvstikke
salt og peber
Tilbehør:
groft brød
Kog pastaen som angivet på emballagen og afkøl. Snit sukkerærterne. Skær avokado i tynde både og dryp citronsaft over. Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande.
Vend pasta med sukkerærter, avokado og pinjekerner. Fjern skindet fra laksen og del den i flager. Vend forsigtigt laksen i salaten.
Rør yoghurt med mayonnaise og sennep og vend med løvstikke. Smag cremen til med salt og peber. Dryp dressingen over salaten og server med brød.
TIP Kan du ikke få fat i løvstikke, så brug frisk estragon i stedet.