Hjemmelavet jordbærflødeis

For et par år siden besluttede jeg mig for, at investere i en ismaskine, og efter en grundig research (og flere anbefalinger) endte jeg med at købe en Nemox Pro 1700. Et køb som jeg har været rigtig godt tilfreds med.

Ud over at røre den mest fremragende is – som altid får en fuldstændig uimodståelig konsistens – så har ismaskinen den fordel, at den fryser isen direkte i skålen. Det betyder, at vi kan spise hjemmelavede is allerede efter en halv times tid – og at isfremstillingen ikke kræver fryseplads.

Nu var det egentligt ikke meningen, at dette blogindlæg skulle handle om ismaskiner, men derimod om is. Der er ingen tvivl om, at mine børn synes, vi laver alt for lidt is. Alligevel laver vi nogle sjove eksperimenter og det kommer der tit gode smagsoplevelser ud af.
Trods eksperimeter og sjove kreative smagsvarianter, er vi enige om, at i jordbærsæsonen er der intet som slår en klassisk flødeis med jordbær. Jeg blender halvdelen af jordbærrene med mælk, mens resten skæres i mindre stykker som fyld i iscremen. Det giver en fantastisk jordbærsmag, som bringer barndomsminder fra den danske sommer. Opskriften er nem, og du kan lave isen enten på en ismaskine eller på god gammeldags maner, hvor den skal en tur i fryseren.

Jordbærflødeis
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

1 pasteuriseret æg
150 g sukker
400 g modne jordbær
1 dl sødmælk
1 1/2 dl piskefløde

evt. isvafler til servering

Pisk æg og sukker i ca. 5 min. med en håndmixer.
Nip jordbærrene og skær dem i små stykker. Kom halvdelen i en blender sammen med mælken. Blend et kort øjeblik.
Kom æggemassen, jordbærmælk, resten af jordbærrene og fløde i en ismaskine og lad den køre i 20-30 min. Kugl isen op og server fx i isvafler.

Hvis du ikke har en ismaskine:
Pisk æg og sukker i ca. 5 min. med en håndmixer.
Nip jordbærrene og skær dem i små stykker. Kom halvdelen i en blender sammen med
mælken. Blend et kort øjeblik.
Pisk fløden til en let skum og vend forsigtigt i æggemassen sammen med jordbærmælken og resten af jordbærrene.
Hæld isen i en beholder med låg og frys i ca. 4 timer. Rør gerne i isen under indfrysningen. Tag isen ud ca. 20 min. før servering.

Print Friendly