I går udkom efterårsnummeret af grøntsagsmagasinet Sæson, og jeg bliver så glad, når jeg ser al den dejlige mad med grøntsager ledsaget af de smukkeste billeder. Det er derfor heller ingen hemmelighed, at jeg føler mig både heldig og meget privilegeret, når jeg via mit arbejde for Sæson, får lov til at inspirere til mere grønt i hverdagen.
Selvom det endnu er lidt tidligt på efteråret, så bugner dette nummer af de skønneste supper, grove gryderetter og andre lækkerier med både rodfrugter, æbler og årstidens grønne sager. Derudover er der en del god læsning om bl.a. food pairing (gode madkombinationer), efteråret i køkkenet, samt Cecilie Hother’s grønne jeg. Magasinet er naturligvis stadig gratis, så skynd dig ned i Føtex, Bilka, Kvickly, Superbrugsen eller SuperBest, og snup et eksemplar.
Blandt yndlingsopskrifterne i efterårsnummeret er denne smukke rødbedetærte med laks og peberrod. Den puster nyt liv og mere smag i madtærten med en kombination af grove grøntsager og fisk, som i mit madunivers er tæt på uimodståelig.
Rødbedetærte med laks og peberrod
Af Lone Kjær Foto Henrik Freek
1 tærte
Tærtebund
80 g groft speltmel
80 g hvedemel
1 tsk. salt
75 g smør
1-2 spsk. koldt vand
Fyld
250 g laks
200 g rødbeder
50 g rucola
3 æg
2 dl creme fraiche
1-2 spsk. friskrevet peberrod
salt og peber
Bland speltmel, hvedemel og salt sammen. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med koldt vand. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile ca. 30 minutter i køleskabet.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Træk det ene stykke bagepapir af og vend det andet med den udrullede mørdej nedad henover en smurt tærteform ca. 22 cm i diameter. Træk forsigtigt bagepapiret af og tryk dejen godt ned i formen, så den kommer op ad kanten. Prik dejen med en gaffel.
Læg et lille stykke bagepapir over dejbunden og fyld med tørrede bønner eller tærtekugler. Bag bunden ved 200 grader i ca. 12 minutter. Fjern bønner og bagepapir.
Skær laksen i tern. Skræl rødbederne og skær dem i ultra tynde skiver. Skyl og slyng rucola tør. Rør æg med creme fraiche, peberrod, salt og peber. Fordel æggemassen på tærtebundene sammen med laks, rødbeder og rucola. Bag tærten i ca. 20 min. til æggemassen er fast.