Kanelkrans

Sidste weekend bagte jeg denne kanelkrans, som jeg laver efter samme opskrift som kanelsnegle. Jeg lagde et billede af den færdigbagte krans og et par kanelsnegle på min Instagram, og siden har mange efterspurgt opskriften.

Hvis man kan tale om, at et stykke bagværk kan være smukt, så synes jeg faktisk at denne kanelkrans hører til i den kategori. Af opskriften bliver der en stor krans, som rækker til 8-10 personer afhængig af appetitten. Hvis du også vil bage kanelsnegle, skal du lave dobbelt portion af både dej og remonce.
Jeg kommer lidt maltmel i dejen, da det klæder den søde remonce, når dejen bliver mere rustik. Samtidig får den også en lidt mørkere farve. Det er ikke et must, så hvis du har svært ved at skaffe maltmel, kan du i stedet bruge en tilsvarende mængde groft speltmel.

Min yngste synes ikke, at man kan spise kanelsnegle uden glasur, så derfor fik sneglene et tyndt lag pynt, mens kransen blev serveret med et drys sigtet flormelis. Dem som følger mig på Instagram kunne se resultatet, og eftersom den lille mand havde været med i køkkenet, blev resultatet faktisk ganske flot.

Sneglekrans

Kanelsnegle forklædt som krans
Af: Lone Kjær, Foto: Tia Borgsmidt

1 kanelkrans

Gærdej
75 g smør
1 dl mælk
25 g gær
1 spsk. sukker
½ tsk. salt
2 tsk. kardemomme
2 æg
50 g maltmel
ca. 250 g hvedemel

Remonce
100 g blødt smør
100 g brun farin
1 spsk. kanel

flormelis til drys

Smelt smørret og lun mælken heri. Hæld væsken i en skål og afkøl til fingervarmt.
Opløs gæren i væsken og tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg.
Tilsæt maltmel og ælt hvedemel i væsken lidt ad gangen. Ælt til en ensartet og glat konsistens.
Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 min.

Rør smør med brun farin og kanel til en remonce.
Rul dejen ud til et rektangel og smør remoncen på. Rul dejen sammen som en roulade på den lange led. Lav et snit hele vejen ned gennem “rouladen” bortset fra de første par centimeter. Flet dejen og form til en krans.
Læg kransen på en bageplade med bagepapir og lad den efterhæve tildækket et lunt sted i ca. 30 min.
Bag kransen ved 180 grader i 20 min. på nederste ovnrille. Afkøl kransen inden den drysses med sigtet flormelis.

Print Friendly