I dag er en lidt særlig dag, for ud over at det er skolernes motionsdag, så er det også kulturnat og starten på børnenes efterårsferie.
Mine børn og jeg er så heldige, at vi skal en tur til London for at besøge noget familie, men hvis du er hjemme i ferien og får lyst til at bage, så kan jeg måske friste med denne snickerskage.
Opskriften har jeg udviklet til magasinet Boligliv, og det er ingen hemmelighed at det tog mig adskillige timer i køkkenet – og en hel del kageforsøg – før jeg var tilfreds med resultatet.
Kagen er inspireret af en snickersbar, men derudover er der ingen sammenligning. Den består af en sprød kiksebund toppet med en himmelsk peanut-karamel og et tykt lag mørk chokolade.
Som du måske kan fornemme, er kagen lækker konfektagtig, og hvis man er mådeholden og kan modstå fristelsen, holder den sig fint i adskillige dage. Er du vild med saltet karamel, så kom lidt flagesalt i peanut- karmellen…det gør den ikke mindre uimodståelig.
Snickers-haps
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
Ca. 30 små stykker
Sprød bund
75 g smør
75 g brun farin
150 g digestive kiks
Peanutskaramel
150 g peanuts
225 g sukker
20 g smør
2 dl piskefløde
Chokolade
150 g mørk chokolade
1 spsk. smør
Kom smør og brun farin i en gryde og smelt ved svag varme.
Knus kiksene – gerne i en foodprocessor – og vend med den smeltet smørblanding.
Smør en form ca. 10 x 30 cm og for med bagepapir. Fordel kikseblandingen i formen og tryk den godt fast. Stil bunden i køleskabet i ca. 1 time.
Hak peanuts.
Smelt sukkeret i en gryde til det er gyldent. Tilsæt smør og hæld dernæst fløde i lidt af gangen, så karamellen ikke størkner. Kog karamellen ved svag varme, til den har en temperatur på ca. 122 grader.
Tag gryden af varmen og vend peanuts i karamellen. Fordel karamellen over kiksebunden og stil køligt ca. 1 times tid.
Smelt chokoladen. Tilsæt smør og rør chokoladen ensartet. Dekorer kagen med chokoladen og lad den størkne inden kagen skæres ud.