Istid

Endelig kom sommeren… og selvom jeg påstår, at jeg ikke er nogen ispige, har jeg alligevel en lille svaghed for hjemmelavet is (og måske også ParadIS). For et par måneder siden lavede jeg en issag med hjemmelavet is til det her magasin, så hvis du synes Chai is, Chokolade Semifreddo, Parfait med stikkelsbær og hyldeblomst og Peach Melba Sorbet lyder lækkert, kan du få opskrifterne i det nye nummer, som er på gaden fra i morgen.
Men først får du lige en lille smagsprøve på Chai is – en mælke/flødeis med chai-krydderier – den er fantastisk, hvis du er Chai-fan!

Chai Is
ca. 1 liter

1/2 l kaffefløde
10 stk hel allehånde
10 stk hele nelliker
10 sorte peberkorn
2 cm hel kanel
2 stk hel stjerneanis
2 hele kardemommefrø
2 cm frisk ingefær (skrællet)
1/2 l sødmælk
200 g rørsukker
4 spsk sort the (Ceylon elle Assam)
8 pasteuriserede æggeblommer

Hæld kaffefløden i en gryde. Knus de tørre krydderier let fx i en morter og rør dem i fløden sammen med ingefæren – kom dem evt. i et tefilter. Giv det et kort opkog under omrøring. Tag straks gryden af varmen, læg låg på og lad det trække 1 time. Si krydderierne fra fløden.
Kom mælk og sukker i en anden gryde og giv det et ganske kort opkog – til sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen, rør the’en i og lad det trække under låg 8 min. Si teen fra mælken.
Hæld æggeblommerne i en tykbundet gryde og tilsæt fløde og mælk. Pisk cremen over varmen til den tykner – den må ikke koge! Hæld den straks gennem en sigte over i en stor skål og lad den køle af.
Sæt cremen i køleskabet til den er helt kold. Hæld iscremen i en beholder med låg. Pisk isen igennem ca. hvert 20 min. til den er frossen. Hvis isen bliver for hård, kan den køres blød på en foodprocessor. Hvis du har en ismaskine kan isen fryses på den.
Server evt. isen i vafler med drys af hakkede nødder og chokoladespåner.



Print Friendly