Endnu en kage

Jeg er vist inde i en rigtig bage-brød-og-kage periode lige i øjeblikket, for i dag skriver jeg igen om at bage. Hver gang børnene og jeg skal bage en formkage/skærekage, ender vi altid med at bage DRØMMEKAGE. I går var ingen undtagelse og kagen blev som altid rigtig god. Fordelen ved drømmekagen og skærekager i det hele taget er, at der altid bliver kage til rigtig mange… men også, at kagen er god flere dage efter den er bagt – hvis den altså opbevare i en beholder med låg. Drømmekagen er så nem at lave, at børnene sagtens kan være med som små hjælpere uden at det fremkalder stress, og faktisk skal de ikke være ret gamle, før de selv kan bage kagen helt uden voksenhjælp. Opskriften på min drømmekage indeholder mindre smør end min barndoms drømmekage… men den er stadig lækker og luftig med masser af knasende sprødt sukker på toppen.

Lones drømmekage

ca. 20 stk.

3 æg
200 g lyst rørsukker
180 g hvedemel
2 1/2 tsk bagepulver
25 g smør
1 1/2 dl mælk

Topping:
225 g brun farin
100 g mørk sirup
50 g kokosmel
50 g havregryn
1 spsk. smør
1-2 spsk. mælk

Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æg og sukker hvidt og skummende. Det er vigtigt at du pisker længe, ca. 10 min, for at få kagen godt luftig. Bland hvedemel med bagepulver. Smelt smørret. Rør skiftevis mel, smør og mælk i dejen, mens der forsigtigt røres rundt. Fordel dejen i en ildfast form foret med bagepapir ca. 25 x 25 cm. Bag kagen i ca. 20 min.
Kom brun farin, sirup, kokosmel, havregryn, smør og mælk i en gryde og kog op. Fordel toppingen på kagen og kom den tilbage i ovnen. Bag i yderligere ca. 3 min. Afkøl kagen i formen før den skæres ud.

Print Friendly