Jeg slapper af her i vinterferien, og bloggen er tilbage igen i uge 8.
Imens vil jeg forkæle familien med de her vidunderlige hjemmebagt cremeboller – som jeg iøvrigt også serverer som en slags fastelavnsbolle.
De laves på en klassisk wienerbrødsdej med masser af smør og er absolut ikke noget, man skal spise til hverdag. Det kræver lidt håndelag – og god tid – at lave weinerbrødsdej, da den skal rulles ud af flere gange. Øvelse gør som bekendt mester og bollerne bliver fuldstændig uimodståelige.
Cremeboller
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
20 stk.
Wienerbrødsdej:
2 1/2 dl mælk
25 g gær
1 æg
60 g sukker
2 tsk. salt
ca. 550 g hvedemel + lidt mel til udrulning
250 g koldt smør til udrulning
1 æg til pensling
Vaniljecreme:
1 æggeblomme
1 1/2 spsk sukker
1 tsk majstivelse
1 vaniljestang
1 dl sødmælk
1/2 dl kaffefløde 9%
Glasur:
100 g flormelis
1 stor spsk. kakaopulver
ca. 1 pasteuriserede æggehvide
Lun mælken til fingervarm. Hæld mælken i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt æg, sukker og salt. Ælt hvedemel i væsken lidt af gangen og ælt til dejen er glat og smidig.
Rul dejen ud til et kvadrat på ca. 1 cm tykkelse. 30 x 40 cm. Skær smør i tynde skiver med en ostskære og læg det på to tredjedele af dejen. Fold dejen sammen i tre lag, så dejstykket uden smør foldes ind først. Læg dejen + smørret koldt ca. 30 min.
Gentag udruldningen med resten af smørret og sammenlægningen. På den måde rulles smørret ind i dejen.
Pisk æggeblommer sammen med sukker og majsstivelse i en gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og pisk det i æggemassen sammen med mælk og fløde. Kog op under piskning til cremen tykner. Hæld cremen i en skål, drys overfladen med en lidt sukker og afkøl. Pisk evt. i cremen, så den ikke trækker skind.
Rul dejen ud til et kvadrat ca. 40 x 50 cm og skær det ud i 20 stk. på ca. 10 x 10 cm. Kom en stor teske vaniljecreme på midten af hvert dejstykke. Fold enderne sammen mod midten. Læg bollerne med snippen nedad på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve tildækket i ca. 30 min.
Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag bollerne ved 200 grader i ca. 15 min. Afkøl bollerne. Rør flormelis med kakaopulver og æggehvide til en glasur og dekorer bollerne.
Newyorkerbyheart
feb 14, 2011 -
Hvor ser de skønne ud, Lone!! En god cremebolle, er SKØN. Jeg vil forsøge at samle nogle kræfter og så lave din wienerbrødsdej en af dagene :-)
Kh
Birthe
Louise
feb 14, 2011 -
Mmmm, de ser vel nok lækre ud! Jeg forsøgte mig med hjemmelavet wienerbrødsdej for første gang i efteråret, og du har fuldstændig ret – det er helt sikkert besværet værd! Mvh Louise