Gammeldags marmorkage

Forleden fik jeg en mail fra Eva, som spørger efter en god opskrift på en gammeldags marmorkage.
Selv om jeg sjældent bager marmorkage, så er det en af de kager, jeg mindes fra min skoletid, hvor den var en fast del af ‘kagerepertoiret’ til klassens time.

En traditionel marmorkage består af en klassisk pund til pund dej, som deles i tre, hvor den ene del tilsætte kakaopulver. Kagen lægges efterfølgende i en sandkageform, hvor dejen forsigtigt røres sammen med en ske, så kagen bliver marmoreret.

Min opskrift på marmorkage adskiller sig lidt fra den opskrift, som jeg i sin tid fik af min mor, fordi den tilsættes god mørk chokolade. Den mørke chokolade tilfører kagen en mere intens smag – end hvis du kun bruger kakaopulver – og det gør kagen mere interessant. Hvis du ikke er så begejstret for appelsin, så kan den undlades.

 

Marmorkage
Af Lone Kjær Foto Henrik Freek Christensen

1 stor kage ca. 16 skiver

1 vaniljestang
250 g smør
250 g sukker
4 æg
125 g hvedemel
125 g kartoffelmel
2 1/2 tsk. bagepulver
100 g god mørk chokolade
1 spsk. kakaopulver
reven skal af 1 økologisk appelsin

Tænd ovnen på 175 grader.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Rør smør, sukker og vaniljekorn hvidt. Rør æggene i et ad gangen. Bland hvedemel med kartoffelmel og bagepulver og rør det i dejen. Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad.
Tag en tredjedel af dejen fra og rør med den smeltede chokolade, kakaopulver og reven appelsinskal.
Fordel halvdelen af den hvide dej i bunden af en sandkageform foret med bagepapir. Dæk derefter med chokoladedejen og slut med resten af den hvide dej. Vend forsigtigt rundt i dejen med en ske, så dejen bliver marmoreret.
Bag kagen i ca. 1 time. Afkøl kagen før den skæres i skiver.

 

 

Print Friendly