Ny melserie til bageglade danskere

Som bageentusiast og brødelsker blev jeg meget begejstret, da jeg forleden fik nyheden om, at man fra på mandag d. 3 oktober kan købe frisk stenformalet økologisk mel fra Grupe&Meyer i omkring 800 butikker fordelt over hele landet.

Bag den attraktive melserie Grupe&Meyer står madentreprenør Claus Meyer og den økologiske bonde Per Grupe, som siden 1982 har dyrket korn på Mørdrupgård i Nordsjælland. Per Grupe er en af frontløberne bag genopdagelsen af bl.a. den gamle kornsort ølandshvede, som det sidste års tid er blevet utrolig populær på grund af dens smag, duft og bagekvalitet.
For Per Grupe og Claus Meyer er den fælles passion korn, mel, dej – og i det hele taget glæden ved et velsmagende brød med en god krumme. En passion som mange af os deler, og som nu resulterer i, at Meyers mel bliver tilgængeligt for flere –  også alle jer som ikke lige bor i københavnsområdet.

Melserien består af 4 melvarianter, heriblandt den populære ølandshvede, som jeg tidligere har skrevet begejstret om. Med tilgængeligheden af den nye melserie, bliver der åbnet op for endnu flere bagemuligheder, og jeg kan næsten ikke vente med, at få fingrene i melet – og i dejen. Blandt de øvrige varianter finder du økologisk hvedemel og rugmel. Og fordi melet er stenformalet, så vil der selv i det sigtede mel være nogle af de fine skaldele tilbage. Det giver sundere og mere fiberrigt mel, og da meget af smagen sidder i skaldelene resultere det også i mere aromatiske brød.

Meleserien fra Grupe&Meyer består af økologisk hvedemel, ølandshvede, ølandshvede fuldkorn og rugmel. Melet sælges i poser á 2 kg til 35 kr. og 40 kr. i udvalgte SuperBrugsen og Kvickly over hele landet fra på mandag d. 3 oktober.


 

Print Friendly