Fuldkornstips

Lige nu er der ekstra meget fokus på fuldkorn pga. kampagnen “Vælg fuldkorn først”. Kampagnen skal bl.a. med hjælp fra en række frivillige, kendte ambassadører motivere og inspirere os til, at spise mere fuldkorn.

Fuldkorn er SUNDT, fordi det indholder masser af kostfibre, som holder maven i gang og mætter mere, så man samtidig spiser mindre. Derudover har fuldkorn den sidegevinst, at det også indeholder en række vitaminer og mineraler, som er med til at forebygge livsstilsygdomme.

For mig er det et helt naturligt valg at spise fuldkorn. Ikke kun fordi det er sundt, men fordi det smager godt og mætter.  Er du i tvivl om, hvordan du vælger fuldkorn, så kig efter kampagnens fuldkornslogo. Det er din garanti for, at produktet med logoet har et højt indhold af fuldkorn, samtidig med at det er et sundere valg i forhold til sukker, salt og fedt.

Mine fuldkornstips

* Jeg går altid en stor bue uden om forarbejdede morgenmadsprodukter og starter dagen med enten havregryn, havregrød eller grød af Speltgryn fra Urtekram. Alternativt en fiberrig müsli på yoghurt. Jeg blander fx min egen müsli af 150 g øko speltflager, 150 g øko havregryn, 50 g branflakes, 50 g solsikkefrø, 50 g hasselnødder og 50 g soltørrede tranebær. Det er super hurtigt, og der er ingen tilsat sukker

* Jeg elsker brød og spiser allerhelst hjemmebagt rugbrød (opskriften er på www.lonekjaer.dk/wplone under surdejsrugbrød), alternativt rugbrød fra bageren, eller mit eget hjemmebagte fuldkornsbrød. Det mætter rigtig godt og giver maven noget at arbejde med

* Jeg bager tit og allerhelst med grove meltyper som fx groft speltmel, grahamsmel, fuldkornsmel, rugmel, knækkede hvede- og rugkerner. Jeg kommer også gerne lidt fuldkornsdurummel i min pizzadej og grovvalsede havregryn i min frikadellefars. Faktisk sniger jeg lidt groft mel eller gryn ind hist og her, når jeg kan komme af sted med det

* Jeg har efterhånden smagt på rigtig mange forskellige typer fuldkornspasta og jeg må indrømme, at der er stor forskel på smag og kvalitet. Il fornaio har flere lækre varianter, nogle mere grove end andre. De forhandles i bl.a. Kvickly, Irma og SuperBest

* En sjældent gang imellem spiser vi basmatiris, men ellers er jeg mest til de mere grove ris som fx brune eller sorte ris. Sidstnævnte er ny for mig. Den kommer bl.a. fra Italien og indholder dobbelt så mange kostfibre som brune ris. Samtidig smager de fantastisk, koger ikke ud og er smukke – hvis et riskorn altså kan være det!

Print Friendly