Kulinarisk rundtur

Morgen i Berlin. Solen skinner og de siger, det bliver forår i dag… Fantastisk, men først vil jeg fortælle, hvad vi lavede i går.

Kun en lille times kørsel fra Berlin ligger Potsdam, hvor vi var på en kulinarisk rundtur.

Første stop ketchupproducenten Werner Feinkost. Det springer jeg over, for det var ikke så interessant. Andet stop var rigtig spændende. Det var hos havtornproducenten Sanddorn. Havtorn kaldes også for ‘Nordens citron’, pga den syrlige smag og den har en rigtig spændende historie, men den er lidt for lang til en blog. Den vitaminerige havtorn anvendes med stor succes til bl.a. saft, gele og marmelade og det var sjovt at smage. Hjemme ved jeg, at Meyers Deli er eneforhandler af havtorn fra Wideum, så hvis du har lyst til at smage, må du et smut der forbi.

Bagefter gik turen til vinmarkerne i Werder… de nordligste vinmarker i Tyskland. Der har de ligget i mange år, så det er ikke bare en eller anden ny fiks ide om, at man nu skal dyrke vin. Der produceres kun 50.000 flasker årligt, så der er ingen eksport. Vi var selvfølgelig sæsonens første gæster, men fra Påske og frem til høsten i september er der åben for besøgende. Tjek evt. www.Wachtelberg.de og se, hvilke events der er i sommerhalvåret.

Og så var der selvfølgelig vinsmagning. Det var interessant. Også selvom vinen ikke lige faldt i min smag. Til gengæld er den meget populær lokalt og i Berlin…

Tilbage i Berlin city var dagens sidste stop et besøg på den eksklusive restaurant ‘Duke’ som ligger på hotel Ellington, hvor vi bor. Dejlig mad. Vi fik bl.a. grisekinder med foiegras til hovedret og det var meget lækkert, også selvom jeg efter svineskanken forleden overvejede at blive vegetar…

Print Friendly