Lykken er…

…en lille hjælpedreng på 3 år som rigtig gerne vil give en hånd med i køkkenet. I går delte han fx et helt blomkålshoved i fine små buketter… Fantastisk lille beskæftigelse, som han tog sig god tid til og virkelig hyggede sig med.
Blomkålen blev efterfølgende brugt til en blomkålssalat inspireret af en salat, vi engang fik hos nogle venner. Selvom jeg aldrig fik opskriften, har jeg lavet salaten – eller noget der minder om – utallige gange siden, og i dag er den en fast del af vores ’salatrepertoire’. Jeg serverer den gerne til fisk eller grill og selvom du måske ikke er den store blomkålsspiser, så vil jeg godt anbefale den alligevel. Jeg er næsten sikker på, at du bliver positivt overrasket.

Blomkålssalat med feta og basilikum

1 blomkålshoved
100 g fetaost
50 g semidried tomater
frisk basilikum
reven skal af 2 økologiske citroner
2 spsk. citronolie
salt og peber
50 g pinjefrø

Del blomkålen i små buketter og skyl dem godt. Lad dem afdryppe, så de er helt tørre. Kom blomkål i en skål. Skær fetaost i tern eller smuldr den over blomkålen. Tilsæt semidried tomater, basilikumsblade, citronskal og citronolie. Vend godt rundt. Anret på et fad og krydr med salt og peber. Rist pinjefrøene gyldne på en tør pande og drys over.

Print Friendly