Årets kransekage ser måske ikke ud af meget, sammenligner du med et klassisk kransekagetårn, men de små kransekagestykker smager mindst lige så godt. De er uden tvivl den nemme løsning, men de er hjemmebagte og det kan smages.
For at få en rigtig god kransekage, skal du bruge en god kvalitetsmarcipan. Jeg kan anbefale økologisk marcipan fra Woodshade. Den fremstilles udelukkende af mandler, rårørsukker og honning, med en smag som rigtig hjemmelavet marcipan.
Da vi har en svaghed for nougat her i familien, kommer jeg lidt nougat i kransekagestykkerne. Den kan selvfølgelig undlades, hvis du synes, det er synd for den gode marcipan.
RIGTIG GODT NYTÅR!
Kransekagestykker
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
20 stk.
200 g god marcipan
50 g smuttede hakkede mandler
50 g flormelis
ca. 1/2 pasteuriseret æggehvide
50 g nougat
Glasur:
50 g flormelis
lidt pasteuriseret æggehvide
Ælt marcipan med mandler, flormelis og æggehvide. Skær nougat ud i 20 små stykker. Form kransekagemassen til 20 stk. Tril til kugler med nougat og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag kransekagestykkerne ved 200 grader i ca. 8-10 min. Afkøl kransekagestykkerne.
Rør flormelis med lidt pasteuriseret æggehvide til en glasur og dekorerer kransekagestykkerne.
TIP Bunden af kransekagestykkerne kan dyppes i lidt god mørk smeltet chokolade.
Klidmoster
dec 28, 2010 -
Hej Lone
Uhm, det er så lækkert med hjemmebagt kransekage. Jeg er også ret begejstret for den marcipan. I år har han endda lavet en ny variant ‘fuldkerne’ af usmuttede mandler, så smager ret så skønt. Er vild med at der både er ekstra fibre, vitaminer og mineraler i. Jeg har selv forsøgt at gøre kunsten efter og lavet sådan en portion – men mangel på kræfter gjorde at jeg ikke magtede at lave konfekt af det. Nu ved jeg da hvad det skal bruges til – hjemmebagt kransekage! Tak :-)
Newyorkerbyheart
dec 28, 2010 -
Kære Lone!
Jeg synes at det er ser helt vild lækkert ud og jeg er også vild med nougat indeni. I år vil jeg dog forsøge med pistacie, fordi jeg har en rest fra julen….
Tak for bogen (og chokoladen), jeg ved allerede nu, at den bog bliver en af mine yndlings :-)
Godt nytår, Lone og jeg glæder mig til at vi skal ses – om ikke så længe.
KH
Birthe