Den vilde spiselige natur

Stylist Anette Eckmann har en svaghed for at indsamle spiselige planter, urter, bær, frugter, rødder og svampe. Hjemme i køkkenet bruger hun som passioneret kok naturligvis de lækkerier, hun finder i den vilde natur – og det har hun skrevet en bog om.

‘Naturens spisekammer’ er ikke en helt almindelig kogebog, men lige så meget et opslagsværk, hvor du nemt og overskueligt kan få hjælp til at finde lettilgængelige spiselig ting i naturen.
Hvornår er det højsæson for gastronomiske godbidder? Hvordan håndterer jeg de urter, jeg finder? Kan jeg nu være sikker på, at de kan spises? Alt det og meget mere får du svar på i bogen, som er fuld af små anekdoter, tips, tricks, gode råd og selvfølgelig opskrifter.

Siden jeg fik bogen forærende for et par måneder siden, har jeg bladret, kigget og læst med, når Anette Eckmann tager os med på tur i naturen… og i køkken, og får os til at få øjnene op for den spiselige natur. Der er bellis, birk, blommer, havtorn, hybenrose, skovsyre, hyld, kvan… faktisk nævnes 40 vilde vækster, som kan trylles om til gastronomske godbidder helt i tråd med tidens ånd og et køkken der smager lokalt. Samtidig er bogen smukt illustreret med mange lækre billeder, og en grafiske stil som gør den nem at anvende både som opslagsværk og kogebog.

‘Naturens spisekammer’ af Anette Eckmann, 256 sider, Politikens forlag, 250,- kr.


Print Friendly