Der ligger et bageri…

… i Jægerborggade og det hedder Meyers bageri. Siden åbningen i november 2010 har det forkælet naboer og folk der færdes på stenbroen med friskbagt ølandshvedebrød, rugbrød, smørbagte tebirkes, croissanter og andet godt. Bagværk tilberedt med hjertet af friskt mel og surdeje som er værd at køre langt efter.
Inden længe ligger Meyers bageri også i Store Kongensgade. Helt præcist d. 8 august åbner de dørene op for endnu et arbejdende værksted, hvor der bages og males mel løbende gennem dagen.
Lokalerne er for københavnere med deres gang i indre by bedre kendt som Bo Bechs store bageri, hvis varemærke indtil for nylig var et surdejsbrød i verdensklasse. Bo Bech vil fremover lægge alle sine kræfter i ‘Geist’, som er hans nyåbnede restaurant på Kgs. Nytorv.  Til gengæld vil Meyer og hans kompetente bagere fremover forsyne kunderne med nybagt velsmagende ølandsbrød, smørbagte kager, friskmalet mel og gode bagetips.
Og apropos bagetips, så kan du få masser af god inspiration til dit eget hjemmebageri på Meyers bagekurser, hvor bl.a. Simon Aagaard Philipsen indfører dig i hemmelighederne bag godt brød.

Print Friendly