Der er ingen tvivl om, at jeg har en svaghed for frugt i salatskålen. I de rette mængder bidrager frugten med en saftig sødme, som klæder den sprøde salat rigtig godt. For meget frugt vil derimod få salaten til at fremstå for sød og dessertagtig, og derfor bør frugten anvendes med måde.
Gårsdagens salat så sådan her ud… sprød økologisk miniromainesalat, bredbladet persille, friskbælgede ærter, ferskener, hindbær og en god sennepsvinaigrette. Smuk, enkel og utrolig velsmagende!
Det er en salat i den lette ende, og derfor også den perfekte ledsager til det meste sommermad. Hvis du alligvel savner en mere fyldig og mættende salat, så brug fintsnittet spidskål eller sommerkål i stedet for romainesalat.
Salat peach melba
Af Lone Kjær
2 miniromaine (eller 1 lille fintsnitte spidskål)
1 håndfuld bredbladet persille
200 g friskbælgede ærter
100 g hindbær
2 ferskener
Sennepsvinaigrette:
2 spsk. olivenolie
2 spsk. citronsaft
2 spsk. piskefløde
1 spsk. sød sennep
1 tsk. flydende honning
Skyl salaten og slyng den tør. Skyl persillen og nip bladene af. Vend salat med persille, friskbælgede ærter, hindbær og ferskener skåret i både.
Ryst ingredienserne til dressingen sammen og dryp over salaten lige før servering.