TorvehallerneKBH

Så skete det endeligt. København har langt om længe fået et ordentligt fødevaremarked i den klassiske torvestil. I går åbnede for første gang dørene til Torvehallerne, som ligger på Israels Plads – og jeg var blandt de indbudte.

Når man træder indenfor i de to overdækkede torvehaller, er der ingen tvivl om, at København endelig har fået et levende fødevaremarked – lidt som vi kender dem fra bl.a. Barcelona og London. Her hænger skinker på rad og række, slagteren står klar med sin store kniv, og hos fiskehandleren kan man få både østers og jomfruhummer.
Det summer af liv, de fleste spiser, og der snakkes livligt. Stemningen er god, og selvom det kun var venner, kollegaer og samarbejdspartnere, der i går var blandt de særligt indbudte, så oser de nye torvehaller allerede af god smag og høj kvalitet.

De to transparente torvehaller er arkitektonisk velafbalanceret i sin enkle, klassiske form og forener på appetitligt vis udendørslivet med det overdækkede marked. Selv om det langt fra var alle stadeholdere, som var klar til at modtage de besøgende i går, er den officielle åbning på fredag d. 2 september. Og trods lidt rod og begyndervanskeligheder, er der stil over det.

Jeg gik et par runder i begge haller og lagde vejen forbi bl.a. Supermarché (Cofoco), hvor de sælger færdigretter, fonder og saucer, Fougaz, som er seneste skud fra Per Brun – ham fra Emmerys – som sælger friskmalet mel, ll Fornaio der endelig har fået egen butik, The Coffee Collective, hvor du får byens bedste kaffe og Cleaver´s Meat Market, hvor jeg købte kød til meget rimelige penge. Derudover var jeg forbi flere andre stadeholdere, og umiddelbart var det eneste, jeg ikke kunne få øje på, en velassorteret grønthandler. Måske er den bare ikke åbnet endnu, for uden dagsfriske grøntsager er det vel ikke et rigtig fødevaremarked?

Spørgsmålet er nu, om Københavns nye spisekammer vil få folk til at flokkes, eller om det kun bliver et sted, hvor gourmeter og andre med kræsne smagsløg og den store pung i lommen lægger vejen forbi. Derfor: Hvis du befinder dig i nærheden af Israels Plads, så gå forbi Torvehallerne og bliv en smagsoplevelse rigere. Lige nu er standarden høj og kvaliteten i orden, og jeg håber, den vil holde i længden og få den mangfoldighed som et godt fødevaremarked helst skal rumme.

 

Print Friendly