I dag er lodtrækningsdag, og der er vist ingen tvivl om, at titlen på Mette Blomsterbergs nye programmer er ‘Kongerigets kager’.
Min yngste har hjulpet mig med at trække lod, og den heldige vinder af ‘Blomsterbergs søde sager’ er… Anne Bove-Nielsen
Tillykke Anne. Send mig straks en mail med din adresse, så sender jeg bogen til dig.
Til alle jer andre har jeg en vidunderlige opskrift på Hindbær Sarah Bernhardt, som selvfølgelig kommer fra ‘Blomsterbergs søde sager’. Det er en lille kage, som laves helt fra bunden uden snyd, så den kræver rigtig god tid. Kombinationen af den bagte kransekagemasse, hindbær og trøffelmasse får kagen til at smage fuldstændig guddommeligt.
PS Husk, at det er i aften torsdag kl. 18 på DR1, at du kan se ‘Kongerigets kager’.
Hindbær Sarah Bernhardt
Af Mette Blomsterberg Foto Lars Ranek
ca. 15 stk.
Trøffelcreme (forberedes gerne dagen før):
1/2 blad husblas
3 dl piskefløde
150 g Valrhona Manjari chokolade 64%
Hindbærmarmelade:
100 g hindbær
saft af 1/2 citron
100 g sukker
1 tsk. majsstivelse
Kransekagemasse:
100 g rørsukker
65 g æggehvider
350 g ren rå marcipan
300 g god mørk chokolade
30 g frysetørrede hindbær
Trøffelcreme: Læg husblassen i bløde i koldt vand i ca. 30 min. Bring fløden op til kogepunktet og tag den af varmen. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Rør halvdelen af den varme fløde over og rør godt. Tilsæt resten af den varme fløde og rør indtil chokoladen er helt smeltet.
Vrid husblassen fri for vand og kom den direkte op i cremen. Rør godt, til husblassen er smeltet. Kom den færdige trøffelcreme over i en ren skål. Kom husholdningsfilm direkte ovenpå cremen, så der ikke dannes kondens. Stil i køleskabet i min. 4 timer eller til næste dag.
Hindbærmarmelade: Kog hindbær, citronsaft, sukker og majsstivelse i ca. 10 min. Skum af og hæld det op i en lille bøtte. Læg et stykke husholdningsfilm direkte ovenpå marmeladen, så der ikke dannes kondens. Afkøl marmeladen i køleskabet.
Kransekagemasse: Rør rørsukker og æggehvider sammen i en lille skål og lad det trække ca. 30 min. til sukkeret er opløst.
Tilsæt sukkerhviden til marcipanen lidt efter lidt, til massen er ensartet. Kom den færdige kransekagemasse i en sprøjtepose med stjernetylle. Sprøjt massen ud på bagepapir i lige store flade ’stjerner’ på ca. 6 cm i diameter. Lav med en finger dyppet i lidt vand en lille fordybning i hver stjerne.
Kom den kolde hindbærmarmelade i en engangssprøjtepose med et lille tilklippet hul og sprøjt en lille klat marmelade på hver ubagt bund. Bag dem i ovnen ved 190 grader i 12-14 min. til de er gyldne. Afkøl dem helt i køleskabet.
Pisk den holde trøffelcreme kort med en håndmikser og kom den i en engangssprøjtepose med en stor glat tylle. Sprøjt cremen ud i flade toppe på de kolde bunde. Stil kagerne i køleskabet i min. 2 timer.
Temperer chokoladen, dyp kagerne heri og drys med frysetørrede hindbær.
Maja
okt 23, 2011 -
Hvor er de fine. Jeg har længe ledt efter en opskrift på Sarah Benardt uden en ‘købt’ makron som bund. Jeg får lyst til at afprøve opskriften med det samme :)