Efter en uge med fuldstændig vidunderligt sensommervejr, forudser meteorologerne et mere ustabilt oktobervejr i de kommende dage. Det betyder, at det for alvor er ved at være efterår, og dermed også sæson for velsmagende simremad og forførende dufte.
Når vi taler om simremad, er en af mine helt store svagheder langtidsstegt lam. Jeg har i et tidligere blogindlæg begejstret skrevet om tilberedning af marokkansk lammeskank. En simreret som efterhånden har fået status som en klassiker her i familien.
En anden meget efterspurgt simreret er langtidsstegt lammekølle, hvis pirrende duft altid skærper appetitten. Under den lange tilberedning sker der noget næsten magisk med kødet, som forvandler sig til en saftig himmerigsmundfuld med en næsten smøragtig konsistens.
I fadet sammen med lammekøllen steger jeg nogle søde kartofler, som under tilberedning absorbere den saft og kraft der er fra kødet – og det er altså virkelig godt.
Her får du opskriften, som jeg lavede den til det seneste nummer af magasinet Boligliv, hvor temaet selvfølgelig er simreretter.
Langtidsstegt lam med chili og søde kartofler
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
4-6 personer
1 lammekølle ca. 2,5 kg
salt og peber
2 løg
1 rød chili
2 fed hvidløg
1-2 spsk. olivenolie
4 kviste salvie
2 laurbærblade
2 spsk. eddike
1/2 liter bouillon
1 kg søde kartofler
Tænd ovnen på 225 grader. Rids overfladen af køllen med en skarp kniv. Krydr godt med salt og peber. Læg lammekøllen i et smurt ovnfast fad og brun den i ovnen i ca. 20 min.
Skær løgene i skiver. Flæk chilien, skrab kernerne ud og hak chilien fint. Varm olien i en lille kasserolle og steg løg sammen med chili og presset hvidløg uden at de tager farve. Hæld eddike på og lad det fordampe. Tag gryden af varmen.
Når lammekøllen er brunet tages fadet ud af ovnen. Sænk temperaturen til 170 grader. Kom de stegte løg og chili med i fadet til lammekøllen sammen med salvie og laurbærblade. Hæld bouillon ved og stil fadet tilbage i ovnen. Steg lammekøllen i 1 1/2 time.
Skræl de søde kartoflerne og skær i både. Kom kartoflerne ned i fadet til lammekøllen og steg i yderligere 30 min. til kartoflerne er godt møre, og kødet er så mørt, at det falder fra benet. Lammekøllen skal stege i alt 2 timer ved 170 grader. Server lammekødet med søde kartofler, væde og en kålsalat med fx blommer, pærer eller æbler og lidt nødder.
Anne Marie
okt 4, 2011 -
Mums! Er i gang med en større køkkenrenovation, så jeg glææææder mig sådan til at få det på plads. Måske skal denne opskrift være med til at indvie det ny køkken…
Arild
mar 18, 2012 -
Langtidsstegt er nu så meget sagt,men alt er jo relativt:-)
Det du laver er virkeligt fint, men prøv at stege den 9-12 timer ved 80-100 grader, det er virkeligt mums.
Ved godt det er laaaang tid, men man kan sætte den i ovnen kl. 7 før man tager på arbejde og så står den bare og hygger sig hele dagen, og er klar til servering kl. 18:00
Lone Kjær
mar 20, 2012 -
Lyder lækkert med ‘rigtig’ langtidsstegning. Det må helt sikkert prøves.
Bedste hilsner
Lone