Lidt flere tips fra New York

Mens jeg stadig er i New York, får du lige lidt flere tips til gode spisesteder.

Hvis du leder efter et hyggeligt sted at spise morgenmad, så prøv den franske bisto Balthazar, som ligger på 80 Spring St. Her får du en lille bid af Paris tilsat et drys New York.
Stedet har eksisteret i mange år, men for mig var det nyt, og lidt som at træde ind i en anden verden. Det store højloftede lokale minder mere om en café i Paris end i NY.
Prøv deres hjemmelavet granola med frisk frugt og yoghurt. Du får en meget stor tallerken, som iøvrigt godt kan deles af to. Har du en svaghed for brød, så gå ikke glip af ‘Le Panier’, en kurv med forskellige typer brød – både groft og sødt – som ledsages af smør og marmelade. Det klassiske mørke brød med tørrede frugter, ser umiddelbart lidt tørt ud, men smager guddommeligt med appelsinmarmelade, og de karameliserede pecansnegle er så snaskede, at jeg ikke mindes bedre. Der er rigeligt med brød til to personer i en kurv, og spiser I ikke op, så kan du få resterne med hjem i en doggybag.

Et andet lidt mere formelt, men stadig hyggeligt sted, hvor vi spist morgenmad i går er Mercer Kitchen på 99 Prince St. Cafeen ligger i gadeniveau og er åben for alle, selvom den ligger i forlængelse af hotellet. De har en fantastisk brunch, og de bedste French Toasts jeg længe har smagt. Tykke, luftige, søde og sprøde. De serveres med grillede ferskener og selvfølgelig sirup. Deres frugttallerken kan også anbefales.

Til frokost var vi forleden forbi Tiny´s, som er et lille intimt og meget dejligt sted på West Broadway. Bagest i lokalet er der ild i pejsen, og alting her virker hyggeligt småt. Måske lige med undtagelse af anretningerne. Vores salater kom i store skåle, var klassiske med et lille twist, fyldige og velsmagende. Brødet var nok det eneste, som efter min smag var lidt for hvidt og almindeligt. Tiny´s har åbent hver dag til både frokost og middag. I weekenden serverer de også brunch.

Flere steder har jeg læste om Locanda Verde i Tribeca, som siges at være en af de bedste italienske restauranter i NY – og vist nok også Robert de Niros restaurant. Her var vi forbi i går aftes, og selvom vi ikke havde bestilt bord, var der plads til os allerede efter én drink i baren.
Restauranten er stor, stemningen høj og de mange mennesker spiser både i baren og ved de små borde. Menukortet er moderne italiensk – som jeg elsker det – og byder på mange spændende smagsoplevelser. På tjenerens opfordring bestilte vi flere forskellige retter, som vi med stor succes delte mellem os. Alle retter var meget velsmagende, og pastaen behagelig i al sin enkelhed. Har du plads til dessert, så bestil en Carmel Apple Crostata…. den smager himmelsk!

Billedet her har jeg lånt fra Tiny´s hjemmeside….

 

 

 

 

 

Print Friendly