Jeg indrømmer, at der har været alt for stille her på bloggen i det sidste halve år. Det blev en lidt længere blogpause, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Til gengæld har jeg haft mange flere åndehuller, mere tid til familien og i kombination med en masse spændende arbejdsopgaver er tiden fløjet af sted… på den gode måde.
Nu vender jeg tilbage til mine skriverier, og jeg håber, I læser med, selvom det er længe siden.
Efteråret har meldt sin ankomst, og det er igen sæson for simremad og supper. En af mine favoritsuppe lige i øjeblikket er denne rødbedesuppe med porre-peberrodscreme. Opskriften har jeg udviklet til Hjerteforeningens medlemsblad Hjertenyt, og jeg lover dig, at der er store smagsoplevelser i tallerkenerne, selvom suppen tilberedes med relativt få ingredienser.
Rødbedesuppe med porre-peberrodscreme
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
4 personer
Rødbedesuppe:
1 løg
500 g rødbeder
2 mellemstore kartofler
1 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 tsk stødt koriander
1 liter grønsagsbouillon
salt og peber
Porre-peberrodscreme:
1 porre
2 dl syrnet fløde 9%
2 spsk frisk revet peberrod
salt og peber
Tilbehør
groft brød
Pil løget og hak det. Skræl rødbeder og kartofler og skær dem i grove tern.
Varm olien i en gryde og svits løgene et øjeblik. Tilsæt rødbeder, kartofler, presset hvidløg og koriander og steg dem et kort øjeblik. Hæld bouillon på og lad grønsagerne simre under låg ved svag varme i ca. 30 minutter, til de er møre. Blend suppen og smag den til med salt og peber.
Rens porren godt og skær den i tynde ringe. Rør syrnet fløde med friskrevet peberrod og smag den til med salt og peber. Vend cremen med porrerne og servér den til suppen sammen med groft brød.
EVA
okt 23, 2012 -
HEJ VEELKOMMEN TILBAGE- DET BLIR GODT MED NYE OPSKRIFTER- DENNE SUPPE SKAL HURTIGST MULIGT PRØVES LYDDER RIGTIG GODT
Lone Kjær
okt 23, 2012 -
Tak Eva. Det er hyggeligt, at du stadig læser med.
Davids Engle
okt 23, 2012 -
Velkommen tilbage, Lone. Hvor er det dejligt, at du er her igen. Suppen ser skøn ud, og den skal på menuen én af de nærmeste dage. Håber du har det godt.
Knus fra Kate
Lone Kjær
okt 23, 2012 -
Tak for jeres søde kommentarer. Det er godt at være tilbage.
Anja
okt 23, 2012 -
Hej Lone,
Dejligt at du er tilbage og velkommen.
Glæder mig til mange skønne opskirfter.
KH Anja
Signe
okt 23, 2012 -
Velkommen tilbage!
Jeg er også vild med rødbedesuppe :)
denne opskrift lyder ekstremt lækker!
Anne Marie
okt 25, 2012 -
Velkommen tilbage; jeg glæder mig til at læse med igen!