Klassisk stenaldermad

Det er sikkert gået op for de fleste, at stenalderkost også kaldt palæo er en af tidens store madtrends. Trenden går ud på, at man skruer op for proteiner og grøntsager og går uden om sukker, hvede, ris og pasta, for at få et sundere og slankere liv. Personligt er jeg ikke tilhænger af ekstreme diæter, hvor man sætter mange restriktioner for sig selv, og jeg tror heller ikke på, at brødfornægtelse, kulhydratuddrivelse og et liv uden sukker nødvendigvis gør én mere lykkelig.

Hvad der derimod gør mit madglade hjerte lykkelig, er denne rørte tatar, som er et godt eksempel på en klassisk ret, der har potentiale som stenaldermad. Inspirationen til opskriften har jeg fra restaurant Aamanns i København, hvor de serverer byens bedste tatar med en spicy mayonnaise og rodfrugtchips. Dette her er min version. Den smager fantastisk, og er madglæde og nydelse i en stor mundfuld. Stenalderkost eller ej!

 

Tatar med wasabimayo og chips
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

Wasabimayo:
1 tsk. groft salt
1 tsk. sennep
2 pasteuriserede æggeblommer
1 1/2 dl olivenolie
saft af 1/2 citron
friskkværnet peber
wasabi efter smag

400 g hakket oksekød til tartar
2 tsk. grovkornet sennep
salt og peber
cornichoner
friskrevet peberrod
rodfrugtchips

Kom salt og sennep i en skål og rør det sammen. Tilsæt æggeblommer og pisk det sammen.
Tilsæt olien dråbevis, mens mayonnaisen piskes enten på en blender eller med en elpisker.
Mayonnaisen vil langsomt tykne, mens der piskes. Pisk indtil der ikke er mere olie. Smag mayonnaisen til med citronsaft og peber og wasabi efter smag.
Ælt kød med sennep. Del kødet i 4 lige store dele og form til flade bøffer.
Skær cornichoner i skiver. Top tataren med wasabimayonnaise, cornichoner, friskrevet peberrod og sprøde rodfrugtchips. Server eventuelt med ristet rugbrød.

Print Friendly