Fish ‘n’ chips med sauce tatar

De fleste som har smagt fish ‘n’ chips i England, vil sikkert give mig ret i, at det ikke ligefrem er et måltid, man forbinder med nogen stor gastronomisk oplevelse. Hvis man derimod giver sig god tid, og laver de dybstegte fisk og fritterne selv, vil man opleve, hvor relativt nemt man kan trylle kedelig fastfood om til et fuldstændig uforglemmeligt måltid.

Når jeg servere denne ret, scorer jeg hurtigt stor popularitet hos min familie. Vi voksne spiser en salat som tilbehør, børnene får nogle rå grøntsager, og med et glas hvidvin ved hånden, er der sommerstemning på terrassen.

Gå et smut forbi fiskemanden og se, hvad han kan tilbyde af fisk til dybstegning. Jeg bruger torskefilet, rejer og af og til blæksprutteringe, som jeg panerer i panko-rasp, for at få så tyk og sprød en panering som muligt. Panko kan købes hos asiatiske købmænd og i Irma sælger de en grov rasp, som minder lidt derom. Tilbehøret er naturligvis hjemmelavede tyndtskårne fritter og en sauce tatar… så bliver det ikke meget bedre!

Fish ’n’ chips med sauce tatar
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

Fritter
4 bagekartofler
5 dl majs- eller vindruekerneolie til dybstegning
salt

Fisk
12 tigerrejer
400 g fisk i fileter eller blæksprutter – rensede og skåret i ringe
50 g hvedemel
2 æg
100 panko eller grov rasp
1 citron

Sauce tatar
1 1/2 dl creme fraiche
3 spsk. mayonnaise
2 tsk. grovkornet sennep
1 håndfuld krydderurter fx kørvel, persille, dild, basilikum
2 spsk. kapers
salt og peber

Tilbehør
Sprød salat
evt. rå grøntsager til ungerne

Skær kartoflerne i tynde stave.
Varm olien i en gryde og steg kartoflerne lidt ad gangen i ca. 10 min. til de er sprøde og gyldne. Drys fritterne med salt.
Pil rejerne og dup dem tør med køkkenrulle. Skær fisken i mundrette stykker.
Vend rejer og fisk i mel, sammenpisket æg og rasp, og steg i olien til de er sprøde. Læg dem til afdrypning på fedtsugede papir.
Rør creme fraiche med mayonnaise og sennep. Hak krydderurterne og vend i cremen sammen med kapers. Smag til med salt og peber.
Server de dybstegte fisk med citron, fritter, sauce tartar og en skål salat.

Print Friendly