Det milde forårsvejr og længslen efter årets spæde grøntsager får mig til at drømme om lettere og mere simple måltider, som denne thaiinspirerede salat. Den er enkel, smuk og en fryd for øjet og ganen. Kombinationen af de rå grøntsager, den sprødstegt laks, sesamfrø og en dressing med lime og sojasauce giver salaten en lækker lethed, og får samtidig smagen til at gå op i en højere enhed. Selv om salaten primært består af grøntsager og fisk, så mætter den godt, men har du en sulten mand ved din side, så suppler gerne med en rest kogte ris eller nudler.
Opskriften har jeg tidligere haft i magasinet LIV, så nogen af jer kender den måske allerede.
Thaisalat med laks
Af Lone Kjær Foto Tia Borgsmidt
4 personer
4 laksebøffer uden skind
2 spsk. sorte sesamfrø
1 spsk. olivenolie
1 pose edamambønner
1 hjertesalat
1 bakke blandede salater
150 g sukkerærter
1 bundt forårsløg
1 agurk
50 g cashewnødder
1 bundt frisk koriander eller rød basilikum
Dressing:
3 spsk. limesaft
2 tsk. flydende honning
1 spsk. sojasauce
3 spsk. smagsneutral olie
Drys laksen med sesamfrø. Varm olien på en slip let pande og steg laksen i ca. 4 min. på hver side.
Kom edamambønner i kogende vand. Kog i ca. 2 min. Kasser kogevandet og bælg bønnerne.
Skyl de to slags salater og slyng dem tør. Snit hjertesalaten. Snit sukkerærter og forårsløg. Skær agurken i skiver på skrå. Ryst ingredienserne til dressingen samme.
Vend salat med edamamebønner og grøntsager og vend med dressingen. Del laksen i mindre stykker og fordel i salaten. Drys med cashewnødder og top med krydderurter.
TIP Sorte sesamfrø kan erstattes af ristede sesamfrø.
Louise
apr 8, 2014 -
Tak Lone. Den her ret reddede min aftensmadskrise forleden. Alle var vilde med salaten og dressingen, som i mine øjne gjorde forskellen. Soya som salatdressingingrediens – virkelig godt. At børnene så ikke bryder sig om laks og derfor fik restefrikadeller ændrer ikke ved begejstringen.
Kh Louise
Lone Kjær
apr 8, 2014 -
TAK Louise. Det er så dejligt at høre. Og jeg er enig – soja i salatdressing er så GODT:-)