Sæson for grill

Efter en dejligt lang påske med mange fridage har det været lidt svært at komme i omdrejninger igen. Vejret er fantastisk lige nu, og der er sommerstemning over alt. Vi spiser morgenmad ude, nyder kaffe og vin i solen, griller og har netop høstet sæsonens første rabarber fra haven.

Apropos grill så lavede jeg de her kødspyd med pølse forleden aften. Som jeg tidligere har fortalt, så synes jeg grillspyd er en genial måde, at få brugt kødrester fra fryseren på. Jeg mikser gerne forskellige slags kød, som jeg marinerer inden det kommer på grillen. For variationens skyld brugte jeg også nogle pølser, men de kan naturligvis undlades. Oplevelsen er rigtig god, fordi man får smagt lidt forskelligt – uden at overspise – og som tilbehør fik vi en helt enkel, men meget lækker kartoffelsalat med melon.

Grillspyd jpg

 

Grillspyd med kartoffel melonsalat
Af Lone Kjær Foto Tia Borgsmidt

4 personer

Grillspyd:
400 g kød fx kylling, svinekød, oksekød uden fedtkant
saft af 1 citron
1 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg
4 kvist frisk krydderurt fx timian eller rosmarin
4 gode pølser
evt. laurbærblade
8 grillspyd

Kartoffel melonsalat:
800 g kartofler
100 g babyspinat
½ galiamelon
¼ vandmelon
1 rødløg
100 g feta ost i tern
3 spsk. olivenolie
1 spsk. eddike
1 tsk. grovkornet sennep
1 tsk. flydende honning

Skær kødet i tern og kom det i en frysepose sammen med citronsaft, olie, presset hvidløg og timian. Krydr med salt og peber og bind en knude på posen. Gnid marinaden godt ind i kødet. Lad kødet marinere min. 30 min.

Kog kartoflerne lige netop møre og afkøl. Skyl og slyng spinaten tør. Skær de to slags meloner i tern på ca. 2 x 2 cm. Skær løget i både. Vend kartofler med spinat, meloner, løg og fetaost.
Rør olie med eddike, sennep og honning og vend dressingen i kartoffelsalaten. Krydr med salt og peber.

Skær pølserne i skiver. Fordel på spyd kød, pølser og evt. laurbærblade. Grill spydene til kødet er mørt. Server grillspydene med kartoffel melonsalat.

 

 

Print Friendly