Smagen af forår

Vi er blot trådt ind i april, og selvom vejret i dag er både vådt, gråt og trist, går vi heldigvis lysere stunder i møde. Også i supermarkederne lysner det op med spæde grøntsager på hylderne, og for mig betyder det forår på menuen.

En af de forårsgrøntsager som jeg holder rigtig meget af er asparges. De er utrolig delikate, smager lækkert uden den helt store tilberedning og er perfekte til lune aftener med lette måltider.
Jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen af årets første danske asparges, men i Torvehallerne i København, hvor de ofte har et stort udvalg af sæsonens lækre råvarer, fås de allerede.

I retten her serveres de grønne asparges som en integreret del af kartoffelsalaten. Sammen med rosastegt svinemørbrad og en kold purløgscreme er det smuk, enkel og velsmagende hverdagsmad der smager af forår.

Svinemørbrad 01

 

Svinemørbrad med forårsgrønt og purløgscreme
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

1 stor svinemørbrad
salt og peber
2 tsk. tørret rosmarin
2 spsk. olivenolie

500 g små kartofler
1 tynd porre
1 bundt grønne asparges
250 g cherrytomater
1-2 spsk. kapers
1 bundt dild

Purløgscreme:
2 dl yoghurt naturel
1 spsk. mayonnaise
1 lille bundt purløg
salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader.
Afpuds mørbraden og krydr den med salt, peber og rosmarin.
Varm olien på en pande og brun mørbraden godt på alle sider. Læg mørbraden i et smurt ovnfast fad og steg i ovnen i ca. 20 min.
Skrub kartoflerne og kog dem lige netop møre. Afkøl kartoflerne. Skær porren i tynde strimler. Skyl godt og lad porren ligge i iskoldt vand i ca. 10 min. Afdryp porrerne.
Knæk den nederste træede ende af aspargesene og damp asparges i ca. 2 min. Hæld koldt vand over og skær asparges i snitter. Skær cherrytomaterne i kvarte. Vend kartofler med porre, asparges, tomater, kapers og hakket dild. Skær mørbrad i skiver og server i salaten.
Rør yoghurt med mayonnaise og hakket purløg og smag til med salt og peber. Dryp dressingen over salaten og server.

Print Friendly