Endnu en dejlig lang weekend venter forude med St. Bededag og traditionen med at spise varme hveder. Vi tyvstartede forleden, da min datter kom hjem med de lækreste hveder, som hun havde bagt i hjemkundskab.
Mangler du en opskrift på nemme hjemmebagte hveder, så kan jeg anbefale mine sprøde spelthveder med kanelsmør. Opskriften kommer fra min bagebog, men du finder den også i det her blogindlæg. De er nemme at bage, og fordi jeg erstatter noget af hvedemelet med groft speltmel får hvederne lidt mere tyngde, som jeg rigtig godt kan lide.
Egentligt var det en hel anden opskrift jeg ville frem til…. Nemlig de her uimodståelige chokoladesnurre. Jeg er vild med snurre og inspireret af Claus Meyers kanelsnurre, har jeg efterhånden bagt dem i adskillige udgaver. Jeg foretrækker dem dog lidt mindre, end dem man køber i Meyers bageri, og i min seneste og bedste udgave er de bagt med en remonce af mørk chokolade, soltørrede bær og nødder. De smager mindst lige så godt som de ser ud, for der er rigeligt med smovs, og kagerne er luksus til eftermiddagsteen eller på morgenbordet.
Chokoladesnurre
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
ca. 20 stk.
Dej:
100 g smør
1 tsk. stødt kardemomme
2½ dl mælk
1 dl sukker
1 tsk. salt
25 g gær
1 æg
ca. 550 g hvedemel
Fyld:
150 g blødt smør
100 g brun farin
2 spsk. kakao
200 g mørk chokolade
75 g soltørrede bær
75 g nødder
Pynt:
1 æg
2 spsk. vand
Smelt smørret i en gryde og tilsæt kardemomme. Hæld væsken i en skål og tilsæt mælk, sukker og salt. Smuldr gæren i væsken. Tilsæt ægget og derefter melet lidt ad gangen.
Ælt dejen godt igennem – den skal være blank og skinnende. Lad den hæve tildækket 1 times tid.
Pisk smør, farin og kakao luftigt. Hak chokoladen med en kniv. Hak nødderne groft.
Rul dejen ud til et rektangel (ca. 40 x 60 cm) på et meldrysset bord – den skal være ca. 3 mm tyk. Smør kakaosmørret tyndt ud over dejen (helt ud til kanterne) og drys med chokolade, soltørrede bær og nødder. Fold den ene korte side ind over midten og fold den anden korte side ind over den, så dejen ligger i 3 lag. Drys lidt mel over dejen og giv den en let tur med kagerullen.
Skær dejen i strimler – de skal være ca. 2½ cm brede. Sno hver dejstrimmel om sig selv, så det ligner en proptrækker og ”bind” til en knude. Læg snurrerne med samlingerne nedad på to bageplader med bagepapir og lad dem hæve tildækket 1 time.
Pisk ægget godt sammen med vand og pensl snurrerne. Bag dem ved 200 grader varmluft i 12-14 minutter og stil dem til afkøling på en rist.
Grith
maj 15, 2014 -
Skønne herligheder.
Rigtig god Store Bededagsferie.
Vi skal til Tyskland med børnebørnene, glæder os.
Solskinshilsner
Grith
Lone Kjær
maj 19, 2014 -
Mange Tak Grith…