Smørristede asparges og ærtemayonnaise

Dagene er travle på den gode måde lige i øjeblikket, og i morgen rejser jeg til Barcelona på inspirationstur. Jeg glæder mig rigtig meget, for det er efterhånden en del år siden, jeg sidst besøgte denne vidunderlige by, som ud over det fantastiske madmarked La Boqueria og det traditionelle spanske tapas-køkken også byder på mange andre overraskende smagsoplevelser. Men mere om det, når jeg er hjemme igen, hvor jeg helt sikkert også har nogle tips til, hvor man spiser godt.

Imens er det sommer i Danmark, så hvad er mere oplagt end at forkæle ganen og grillmaden med lidt grønne lækkerier? De smørristede asparges og ærtemayonnaisen serveres her med en hakkebøf med urter, men begge dele er lækkert sommertilbehør til stort set alt fra grillen. Er der rester smager de også godt på en kartoffelmad, og ærtemayonnaisen holder sig fint nogle dage, hvis den opbevares i et glas med låg i køleskabet.

Hakkeboef

Grillstegt hakkebøf med ærtemayonnaise og smørristede asparges
Af Lone Kjær Foto Tia Borgsmidt

4 personer

Ærtemayonnaise
100 g friskbælgede ærter (bruges frosne ærter, skal de optøs forinden)
1 tsk. groft salt
1 tsk. sennep
2 pasteuriserede æggeblommer, svarer til 1 bæger
1 1/2 dl olivenolie
saft af 1/2 citron
friskkværnet peber

Hakkebøffer
1 lille løg
1 lille håndfuld krydderurter fx persille, basilikum, dild
500 g hakket oksekød
2 tsk. grovkornet sennep
salt og peber

Smørristede asparges
1 bundt grønne asparges
1 bundt hvide asparges
1 bakke babyspinat
1 spsk. smør til stegning

Tilbehør
Nye kartofler

Kom ærter, salt, sennep og æggeblommer i en blender og kør, mens olien tilsættes dråbevis. Mayonnaisen vil langsomt tykne, mens der piskes. Pisk indtil der ikke er mere olie. Smag mayonnaisen til med citronsaft og peber.

Hak løget fint. Hak krydderurter og ælt med kødet sammen med løg og sennep. Form kødet til 4 hakkebøffer og krydr med salt og peber. Grill hakkebøfferne i ca. 3 min. på hver side.

Knæk den nederst træede ende af aspargesene. Skræl de hvide asparges fra hoved og ned. Skær asparges i snitter. Skyl spinaten og slyng den tør. Smelt smørret på en lille pande og rist de hvide asparges i ca. 4 min. til de er gyldne. Tilsæt de grønne asparges og rist i yderligere et par minutter. Tilsæt spinat og lad den falde let sammen.

Server hakkebøffer med ærtemayonnaise, smørristede asparges og nye kogte kartofler.

 

Print Friendly