Denne friske og sommerlige frugtskyr blev til ganske spontant, en dag mine børn plagede for frugtyoghurt. Det er ingen hemmelighed, at jeg har et lidt anstrengt forhold til yoghurt med frugt på grund af det høje sukkerindhold, så derfor køber jeg det sjældent. Til gengæld har jeg en svaghed for skyr naturel og friske frugt, og det fik mig til at lave et kompromis, hvor jeg forener frugtens naturlige sødme med den eftertragtede konsistens og friskhed som skyr bidrager i.
Det er utrolig nemt at lave frugtskyr, og jeg synes, det smager langt bedre end det man køber i butikkerne. Du kan variere bærrene, som du har lyst, og hvis du ikke er så begejstret for skyr, kan du i stedet bruge yoghurt naturel, så du får en mere flydende konsistens.
På billedet her er frugtskyren serveret i små glas toppet med friske bær som del af en brunch. Alternativt kan den serveres som en lille dessert i hverdagen, eller toppet med mysli en hverdagsmorgen.
Hjemmelavet frugtskyr
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
4 personer
500 g bær fx jordbær, hindbær og blåbær
1 banan
8 dl skyr naturel
korn af 1 stang vanilje
frisk mynte
Skyl og rens frugten. Skær bananen i små tern. Bland frugten sammen og tag 1/3 fra til pynt.
Kom resten af frugten i en blender og kør til en frugtmos. Rør frugtmosen med skyr og vaniljekorn. Smag evt. til med lidt flormelis, hvis du synes skyren er for syrlig.
Fordel frugtyoghurten i glas og top med resten af frugten. Pynt med frisk mynte.
Hvadskalvibage/Mette
jun 26, 2014 -
Jeg er heller ikke den store tilhænger af købeversionerne af frugtskyr eller frugtyoughurt. Så jeg vælge også at tage udgangspunkt i den neutrale version og tiltsætte enter frisk frugt eller hjemmelavet sirup.