De her sprøde myslibarer får af og til en plads i mine børns madpakker, som en sød lille hilsen fra mor. Vi bager dem gerne sammen, men det gør ikke fornøjelsen ved at få en fin lille indpakning med en myslibar mindre. Tværtimod.
Ofte deler mine børn deres madpakker med vennerne, hvis nogen mangler lidt mad, eller der er noget i overskud, og det gælder altså også deres madpakkelækkerier. Det fandt jeg ud af fornylig, efter at adskillige forældre har efterspurgt opskriften på de her myslibarer. Derfor kommer den her.
Myslibar
Af Lone Kjær, Foto Columbus Leth
Ca. 16 stk.
200 g nødder fx mandler, hasselnødder, cashewnødder og pistacienødder
100 g knækkede hvedekerner
50 g knækkede rugkerner
200 g frø fx solsikkefrø, hørfrø, græskarkerner, sesamfrø
120 g tørrede frugter fx figner, dadler, abrikoser
75 g brun farin
75 g honning
75 g peanutbutter
1 stort æg
Sæt evt. hvede- og rugkerner i blød et par timer, hvorefter de afdryppes.
Tænd ovnen på 175 grader.
Hak nødderne og bland dem med hvedekerner, rugkerner og de forskellige frø. Hak de tørrede frugter.
Kom brun farin og honning i en gryde og smelt ved svag varme. Hæld massen i en skål. Tilsæt peanutbutter og ægget. Vend nødder, kerner, frø og tørrede frugter godt rundt i massen. Pres blandingen ud i en ildfast form ca. 22 x 28 cm foret med bagepapir. Bag massen i ovnen i ca. 20 min. Afkøl i formen inden den skæres ud.
Anders
feb 25, 2015 -
Hej Lone
Tak for opskriften, skal de knækkede rudlernes ikke ligges i blød? De plejer at være meget hårde.
Hilsen Anders
Lone Kjær
feb 26, 2015 -
Hej Anders,
Du har ret i, at kernerne kan være lidt hårde. De kan derfor med fordel i blødsættes inden de anvendes. Det tilføjer jeg lige opskriften:-)
Anders
feb 26, 2015 -
Ja, jeg mente selvfølgelig “Rugkernerne”, men min telefon var uenig ;)
men du forstod det tydeligvis alligevel.
tak for svaret.
venlig hilsen
Anders
Jannie
mar 11, 2015 -
Jeg vil høre om jeg kan bruge andet end peanutsbutter, da vi aldrig har det i huset eller vil få det brugt.
Lone Kjær
mar 12, 2015 -
Hej Jannie,
Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg har ikke afprøvet det, men umiddelbart ville jeg erstattes det med en tilsvarende mængde honning. Der er jo honning i opskriften allerede, så måske bliver de for søde.
Hvis du prøver opskriften uden penautbutter, må du gerne skrive tilbage og fortælle, hvordan resultatet blev. God fornøjelse.
Kh Lone