Selvom der er forår i luften, så er det stadig vintergrøntsagerne der fylder mest på tallerkenen herhjemme. Det er ingen hemmelighed, at jeg er lidt træt af rodfrugter på denne tid af året. De har fyldt rigtig meget i månedsvis, men indtil det bliver rigtig forår, må vi lege med rødderne noget tid endnu.
En af mine rodfrugtfavoritter er jordskokker. De har den lækreste nøddeagtige smag, og er en rod som kan varieres uendeligt. I starten af sæsonen lavede jeg denne pastaret med friterede jordskokker. Den vender jeg tilbage til igen og igen, fordi jordskokkerne er utrolig appetitlige og en lækker ingrediens i den ellers meget simple pastaret.
Fettucini med friterede jordskokker, feta og citron
Af Lone Kjær, Foto Columbus Leth
4 personer
500 g jordskokker
1 dl olie til fritering
flagesalt
300 g fettucini
50 g hasselnødder
100 g fetaost eller parmesanost
2-3 spsk. sorte oliven
reven skal og saft af 1-2 ubehandlede citroner
lidt olivenolie
peber
1 potte frisk basilikum
Skrub eller skræl jordskokkerne og skær dem i mundrette stykker.
Kom jordskokkerne i en gryde og hæld vand på, så det lige netop dækker. Kog jordskokkerne i ca. 5 min. og afdryp.
Varm olien i en gryde og steg jordskokkerne ved god varme, til de er sprøde. Drys de friterede jordskokker med salt.
Kog pastaen om angivet på emballagen og afdryp. Rist hasselnødderne let på en tør pande og hak dem.
Vend pasta med hasselnødder, jordskokker, smuldret feta, oliven og reven citronskal. Dryp citronsaft og olivenolie over, krydr med peber og top med frisk basilikum.