Efter en dejlig uge med ferie og restaurantbesøg næsten hver aften er det igen blevet hverdag. Til en afveksling er det helt rart med noget simpel hverdagsmad, så derfor fik vi Croque monsieur med svampe og parmaskinke til aftensmad i går.
Croque monsieur er utrolig nemt at lave, og bliver alligevel imponerenede lækkert, hvis råvarerne er i orden. Det tog mig mindre end en halv time fra jeg gik i gang med at rense svampene, til jeg sagde værsgo’ – og det var inklusiv en spidskålssalat, som jeg serverede til.
Ved samme lejlighed fik jeg brugt resten af et groft surdejsbrød, som var blevet lidt kedeligt, så det gav god mening at servere de lune sandwich til aften.
Croque monsieur med svampe og parmaskinke
Af Lone Kjær, Foto Columbus Leth
4 personer
500 g svampe – vælg gerne forskellige slags
1 spsk. smør
1 fed hvidløg
5 kviste persille
8 skiver surdejsbrød
1 dl creme fraiche
Dijonsennep
8 skiver emmentaler
8 skiver parmaskinke
Rens svampene. Smelt smørret på en pande og rist svampe med presset hvidløg ved god varme i 3-5 min.
Skyl og hak persillen. Vend persille med svampe.
Smør halvdelen af brødskiverne med creme fraiche og den anden halvdel med sennep.
Fordel svampe, emmentaler og parmaskinke på halvdelen af brødene og læg den anden halvdel over. Pres brødene let sammen.
Læg brødene på en bageplade med bagepapir og rist dem i ovnen ved 225 grader i ca. 5 min. til de er sprøde. Halver brødene og server straks. Fx med en sprød kålsalat til.