Cupcakes à la Hjerteforeningen

I en hel del år har jeg arbejdet som fast freelance madskribent for Hjerteforeningen. Både på foreningens kogebogsudgivelser, men også med udvikling af opskrifter til medlemsbladene Hjertenyt og Appetit på Livet.

For noget tid siden blev jeg præsenteret for endnu én af de spændende udfordringer, der følger med arbejdet for Hjerteforeningen, der er Danmarks mest kendte og anerkendte interesseorganisation til fremme af oplysning om forebyggelse af sygdomme i hjerte og kredsløb: Lav 3 hjertevenlige cupcakes til Hjerteforeningens medlemsblad, Appetit på livet!

Bare fordi man er opmærksom på sit helbred, skal man altså ikke snydes for lidt godt. Det skal bare være ”hjertevenligt”. Og det gælder hvad enten der er tale om kager eller al mulig andens slags mad!

Når Hjerteforeningens mad skal være hjertevenlig, vil det sige, at den fx ikke må indeholde smør, fordi det har et højt indhold af det farlige mættede fedt. Derudover skal indholdet af mejeriprodukter og kød med højt fedtindhold i det hele taget minimeres, samtidig med at mængden af grøntsager helst skal være så høj som mulig. Der er naturligvis også krav til indholdet af fedt, ligesom der også er retningsliner for, hvor meget energi et mellemmåltid, en kage, og et måltid må indeholde.

Måske er du allerede stået af og tænker, hvad har det med mad at gøre? Men jeg bliver nødt til at fortælle, at det er nødvendigt for rigtig mange at tænke over, hvordan de spiser. Både for at forebygge hjertekarsygdomme og overvægt, eller når de allerede lever med en hjertesygdom.

Jeg sætter stor pris på samarbejdet med Hjerteforeningen, fordi det udfordrer mig positivt og stiller krav til både min faglighed og min kreativitet. Maden skal jo også smage godt, selv om den er hjertevenlig.

Tilbage til kagerne, som jeg her med stolthed – og efter adskillige afprøvninger og smagstest – kan præsentere: De smager alle tre fantastisk – også selvom de er bagt uden smør og med et begrænset indhold af det ”sunde” fedt.


Du kan læse mere om Hjerteforeningen HER 

Hjertevenlige Chokoladecupcakes
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
16 stk.

225 g brun farin
3 æg
2 bananer
200 g hvedemel
3 tsk bagepulver
50 g kakaopulver
1/2 dl vindruekerneolie
1 dl appelsinjuice
40 g mørk chokolade

Pynt:
100 g mørk chokolade
16 hvide chokoladehjerter eller anden pynt

16 muffinsforme, almindelig størrelse

Tænd ovnen på 175 grader.
Pisk brun farin og æg skummende det tager ca. 10 minutter. Mos bananerne. Bland mel med bagepulver og kakao og vend det i æggemassen skiftevis med bananer, olie, juice og hakket, mørk chokolade. Vend forsigtigt dejen sammen, til den er ensartet. Fordel dejen i 16 muffinsforme og bag kagerne i ca. 15 minutter. Mærk efter med en kødnål, om kagerne er bagte. Hænger der dej ved, bages kagerne lidt længere tid. Afkøl kagerne på en bagerist.
Hak chokoladen groft og smelt den ved meget svag varme. Dekorér kagerne med chokolade og pynt dem efterfølgende.

Energi pr. stk.
900 kJ (210 kcal.)
Kulhydrat 33 g
Fedt 8 g, heraf mættet fedt 2 g

Print Friendly