26

Jordbærkage med masser af smovs

30. juli 2010 - Af Kategori: Bagning, Dagligliv, Desserter, Opskrifter

Forleden smagte jeg en fuldstændig guddommelig jordbærkage købt hos Lagkagehuset på Strandvejen. Kagen var klassisk med mørdej, mazarin, chokolade, vaniljecreme og jordbær og en af de bedste ‘købekager’, jeg længe har smagt. Men et er kager købt hos bageren (også selvom det er Lagkagehuset) noget andet er hjemmebag.


Inspireret af min gode oplevelse med jordbærkagen bagte jeg forleden min egen – den som er på billedet. Hemmeligheden er en god mazarinmasse, som du kommer ovenpå mørdejen inden den bages. Det giver en meget lækker, saftig og velsmagende bund, som efterfølgende toppes med mørk chokolade, vaniljecreme og jordbær. Opskriften på mørdej og mazarinmasse er fra konditor Rikke Grybergs bog “Byens bedste kager”, mens vaniljecremen er en af mine egne opskrifter. Jeg bagte kagen i en stor tærteform ca. 28 cm diameter, og den rækker til rigtig mange. Selv efter vores gæster var gået, var der en halv jordbærkage tilovers, så den nød vi godt af flere dage efter…

Jordbærkage
ca. 12 personer

Mørdej:
200 g hvedemel
100 g flormelis
120 g koldt smør i små tern
1 lille æg

Mazarinmasse:
150 g marcipan
150 g rørsukker
100 g blødt smør
2 æg
50 g mel

100 g god mørk chokolade

Vaniljecreme:
2 1/2 dl letmælk
2-3 spsk. sukker
korn af 1 stang vanilje
1 bæger pasteuriserede æggeblommer
1 spsk. majsstivelse

ca. 500 g danske jordbær

Mørdej: Kom mel og flormelis i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt ægget og saml dejen. Læg mørdejen koldt ca. 1 time.
Mazarinmasse: Bland marcipan og rørsukker og rør det til en ensartet masse. Tilsæt smør lidt ad gangen og pisk. Tilsæt derefter æggene et af gangen, mens der piskes. Tilsidst piskes melet i.
Rul mørdejen ud og læg den i en smurt tærteform ca. 28 cm diameter, så den dækker bund og kant. Kom mazarinmassen over mørdejen og fordel den ligeligt over mørdejen. Bag kagen i midten af ovnen ved 200 grader i ca. 25 min. Tag kagen ud og afkøl den.
Smelt chokoladen i en skål over vandbad og pensl tærten med chokolade. Lad chokoladen størkne.
Vaniljecreme: Kom mælk, sukker, vaniljekorn, æggeblommer og majsstivelse i en lille gryde og kog op ved svag varme til cremen tykner. Tag cremen af varmen og pisk i den så den ikke trækker skind. Afkøl cremen før den toppes på kagen. Pynt kagen med jordbær.

Tags: , , , , , ,

Udskriftsvenlig version Udskriftsvenlig version

26 Responses to “Jordbærkage med masser af smovs”

  1. Jeg er VILD med hjemmebagt jordbærtærte, som jeg bager et par gange i løbet af sommeren – faktisk efter Lagkagehusets opskrift :-)

    Det er bare bedre – og ikke mindst billigere – end bagerens…..

    Mange hilsner
    Birthe

  2. EVA siger:

    HEJ, DET LYDER SOM EN DRØM MED DEN JORDBÆRTÆRTE, DET MÅ PRØVES, MÅSKE DET BLIR TIL EN HINDBÆRKAGE FOR MIG, DA JEG HAR DE FLOTTESTE HINBÆR. TAK FOR OPSKRIFTEN . SØNDAGS- HILSNER FRA EVA.

  3. Lone Kjær siger:

    Eva… jeg er sikker på, at kagen bliver mindst lige så god, eller måske endnu bedre med hindbær. Og Birthe… den opskrift fra Lagkagehuset vil jeg da gerne have fingrene i…

  4. Mette Haulund siger:

    Uhmmm og så står jeg lige og mangler en opskrift til i dag, denne er straks valgt og jeg glæder mig til at sætte tænderne i den :-)

  5. Sofie og Amalie siger:

    Hej Lone!(-:

    Vi er to jordbærkage elskere, og vi sad netop for at finde en opskrift. Den ser VIRKELIG god ud, og det blir i hvert fald den vi bager i dag!:-)
    Vi gir respons når vi er færdige!:-)

  6. Cindy siger:

    Pu’Haa den ser godt nok god ud den kage! Den skal helt sikkert afprøves i weekenden.. Den lyder rigtig lækker, og dejlig enkel :)

  7. Jonas siger:

    Hej, Jeg lavede den igår og ved 200 grader (m. ovntermometer) i 25 minutter så var den lige lidt på den tørre side, måske 23 minutter havde passet bedre. Og så er der iøvrigt overhovedet ikke nok til 12 personer :)

  8. Lone Kjær siger:

    Hej Jonas,
    Ovne bager som bekendt meget forskelligt – også selvom du bruger ovntermometer kan der være forskel og derfor er bagetider også altid kun angivet som ca. tider.
    Her i familien rækker jordbærkagen til mange, men det kommer selvfølgelig an på, hvor kagesulten man er. Jeg håber alligevel, at kagen blev god.
    Kh Lone
    Kh Lone

  9. Ida siger:

    Hej Lone

    Tror du det er muligt at bruge færdig kransekagemasse på mørdejsbunden? Nu ligger jeg lige inde med et par poser af disse – så derfor spørger jeg lige :)

    Hej fra Ida

  10. Lone Kjær siger:

    Kære Ida,
    Jeg kender ikke så meget til brug af færdig kransekagemasse, men umiddelbart vil jeg mene, at du sagtens kan bruge den i stedet. Du skal muligvis bage kagen i lidt kortere tid, så den ikke bliver tør. God fornøjelse.
    Kh Lone

  11. Tine siger:

    hej Lone

    Kagebund blev lækker men kage cremen
    en katastofe.. Den ville ikke blive tyk så måtte
    Efter 1 døgn i køleskab skrabe cremen af og
    købe sådan noget færdiglavet .. Ved ikke lige
    Hvad der gik galt???

    Mvh
    Tine

  12. Lone Kjær siger:

    Kære Tine,
    Det undrer mig meget, eftersom jeg ofte laver kagecreme efter den opskrift. Æggeblommer og majsstivelse er vigtige ingredienser, da de sørger for at cremen tykner, når den varmes op. Er man for utålmodig – og tager gryden af varmen for tidligt – tykner cremen ikke og resultatet bliver en meget tynd creme.
    Jeg håber, at du har mod på at prøve igen og at det lykkedes bedre næste gang.
    Kh Lone

  13. Sidsel siger:

    Hej Lone
    Jeg regner med at lave denne kage til en fest. Tror du det er muligt bage kagen og lave cremen dagen før, opbevarer det hele i køleskabet og så bare pynte kagen på selve dag?
    Mvh Sidsel

  14. Lone Kjær siger:

    Kære Sidsel,
    Du kan sagtens bage kagen dagen før. Jeg ville nok vente med at lave cremen til selve dagen. Det kan sagtens gøres flere timer før. Vær opmærksom på, at cremen skal tykne før du tager gryden af varmen. Dekorer kagen med creme og lad den stå på køl. Tag kagen ud i god tid – den må endelig ikke være køleskabskold – og dekorer med jordbær lige før servering.
    Rigtig god fornøjelse.
    Kh Lone

  15. jeanne siger:

    Hej Lone

    Jeg planlægger at lave kagen til en sommerfest med 45 voksne og 20 børn.
    Tror du jeg kan lave en stor i bradepande? Og vil det mon være nok?
    Hvor lang tid før kan man bage bunden, og hvordan skal den opbevares så den stadig er sprød og god med ikke tør?

    Hilsen Jeanne

  16. Lone Kjær siger:

    Kære Jeanne,
    Du kan sagtens bage kagen til mange, men jeg tvivler på, at en bradepande er nok til så mange mennesker. Jeg vil anbefale, at du afprøver opskriften inden, så du ved nogenlunde, hvor længe den skal bage i din ovn etc. Det giver en god tryghed, at du kender opskriften. Dernæst ville jeg ‘forsigtigt’ gange opskriften op, så den passer til antallet af gæster og en stor form. Alternativt ville jeg bede andre om at hjælpe med at bage kagerne, nu I bliver så mange.
    Bunden kan godt bages dagen før og hvis du opbevarer den på køl, så burde den stadig være sprød, uden at blive tør. På selve dagen topper du kagen med chokolade, vaniljecreme og jordbær.
    Rigtig god fornøjelse.
    Kh Lone

  17. Bettina siger:

    Hej Lone.
    Har lige bagt den bedste jordbærkage jeg nogen sinde har smagt, den er vidunderlig, mange tak for den lækkere opskrift.
    Istædet for at varme chokoladen over vandbad, hakkede jeg chokoladen og kom den over den varme kage, det smæltede hurtigt og var lige til at pensle over kagen ;-) meget nemmere. Jeg kom mange slagt frugt på som , hindbær, blåbær, ananas, jordbær og kirstbær, det så flot ud når det blev lagt på som et mønster, bare en ide til andre.
    Kærlig hilsen
    Bettina

  18. Jodnna og Lisbeth H siger:

    Kære Lone,
    Nej, hvilken dejlig opskrift!
    Vi har siddet i Holland og rigtig moret os med at lave din kage, samt læst alle de hyggelige kommentarer. Og nu vil vi fortælle om vores kage.
    Vi fandt hverken flormelis eller rørsukker, men istedet en Hollands sukker – Witte Bastard Suiker.. og en rigtig god erstatning, der gav specielt marcipan massen en mere cremet konsistens samt nydelse.
    Vi bagte kagen i en lille Tefal ovn (der jo nok har set bedre dage) men den gjorde jobbet godt nok men måtte bruge estimeret 10min mere i ovnen.
    Den opbagte creme kom fra en gammel familie opskrift, og toppede den dejlige kage opskrift perfekt af sammen med de friske hollandske jordbær! – som notits lod vi også chokolade smelte på den lune kage…

    Mhh, så er det blevet sommer!

  19. Heidi siger:

    Jeg er netop ved at bage denne kage, synes ikke at mørdejen ville lykkedes, måtte komme mere mel og flormelis i og den klisterede stadig, så den kunne bestemt ikke rulles ud, øv.
    Men nu står den i ovnen og bager så håber jeg at det lykkedes alligevel :-)
    Har også kommet lidt mere maizena i cremen for at få den til at tykne lidt.

  20. Janni siger:

    Kan bunden fryses?

  21. Lone Kjær siger:

    Hej Janni,
    Jeg har ikke prøvet at fryse kagebunden, men er sikker på, at du sagtens kan fryse den efter den er bagt, men inden du kommer chokolade på.
    Rigtig god fornøjelse.
    Bedste hilsner
    Lone

  22. Rannva a Rogvi siger:

    Hej Lone. Den jordbærkage ser rigtig lækker ud! Er selv stor fan af Lagkagehusets jordbærkage, og skal helt sikkert prøve at bage sådan en. Jeg tænkte bare på om man mon kunne få vaniljekremen lidt tykkere, så at man, ligesom i Lagkagehusets, kan lægge jordbærene op ad vaniljekremen. Tror du man kunne gøre det, ved at komme stivt piskede æggehvider i kremen efter at den er kølet ned? Eller ville den så skille sig?

    Mvh Rannva

  23. Lone Kjær siger:

    Kære Rannva,
    Du kan evt. jævne cremen med lidt mere majsstivelse, fx ved at tilsætte 1 spsk. mere end angivet i opskriften. Alternativt kan du tilsætte lidt flere æggeblommer, som også vi få cremen til at tykne.
    Jeg vil ikke forsøgt med piskede æggehvider, da cremen vil blive for luftig til kagen.
    God fornøjelse.
    Lone

  24. Tanja siger:

    Hej Lone
    Det er virkelig en lækker kage, har lavet den nogle gange nu :) mit problem er bare når der er en rest tilbage, som jeg jo gerne vil gemme til dagen efter. Når jeg så dagen efter tager kagen ud af køleskabet, er vaniljecremen helt smattet og flydende, selvom den var tyk dagen før. Hvordan kan jeg komme til at nyde den dagen efter ? :) skal jeg gøre den meget tykkere måske?

  25. Anne Skou siger:

    Hej Lone.
    Har nu efterhånden bagt din kage et par gange til stor fornøjelse for min familie. Der har dog ikke været nogen kant fra mørdejen til at holde fx cremen på kagen. Kanten falder simpelthen ned på niveau med marcipan-massen når bunden bages. Hvordan kan jeg få den til at blive?
    Hilsen Anne

  26. Lone Kjær siger:

    Hej Anne,
    Den kagen er også en af mine favoritter;)
    Når du ruller mørdejen ud og lægger den i tærteformen er det vigtigt, at den dækker både bund og kant. Når du efterfølgende kommer mazarinmasse på dejen, skulle den meget gerne tynge mørdejen, så den bliver på sin plads under bagningen.
    Når man laver en traditionel tærte med mørdej (uden mazarinmasse), så forbager man altid dejen og under den proces, tynger jeg dejen med bagepapir og keramiske tærtekugler. Man kan også bruge bønner. Under bagningen bliver dejen på sin plads og man får en meget flot tærte med kant. Du kan evt. se hvordan i dette indlæg
    http://lonekjaer.dk/blog/2011/07/saadan-laver-du-en-flot-taerte/
    Hvis du har mod på det, så kan du prøve at forbage mørdejen efter denne fremgangsmåde. Når tærten efterfølgende bages med mazarin, skal du forkorte bagetiden, da kanten ellers vil brænde på.
    Fortsat god fornøjelse.
    Bedste hilsner
    Lone

Leave a Reply