Personal shoppers skal klæde kvinder på

I denne uge lancerer frugt- og grøntsagsavlerne en kampagne, hvor personal shoppers i landets supermarkeder skal klæde kvinderne på, så de lettere kan pifte familiens aftensmad op med sæsonens frugt og grønt.
Under ti procent af danskerne får de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen, og da det ofte er kvinderne som er den primære indkøber og den der tager ansvaret for familiens sundhed, er kampagnen målrette kvindelige forbrugere.

‘Vi ved alle, at vi bør spise mere frugt og grønt, men mange mangler tid og inspiration, når det skal føres ud i livet. Derfor sender vi nu personal shoppers ud i grøntsagsafdelingerne for at guide forbrugerne til at pifte klassiske retter op med sæsonens frugt og grønt,” fortæller marketingkoordinator Pernille Bech fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Kampagnens personal shoppers indtager landets supermarkeder i ugerne 18-20, hvor der er gode råd og praktiske øvelser på programmet. Og i stil med stormagasinets personlige tøjshopper tager rådgivningen i grøntsagsafdelingen udgangspunkt i den enkelte forbrugers behov.

”Nogle har måske brug for konkrete tips om sæsonens grøntsager eller hjælp til at røre en velsmagende dressing til aftensmadens salat, mens andre har brug for gode råd om, hvilken frugt og hvilke grøntsager der passer til indholdet af indkøbsvognen,” fortæller Pernille Bech.

Kampagnen er den første af i alt tre runder med personal shoppers i grøntsagsafdelingen. Derudover kan du finde inspiration til mere frugt og grønt i gratismagasinet SÆSON – som jeg skrev om forleden – og på hjemmesiden www.saesonforgodsmag.dk


Print Friendly