Ideer til madpakken

I dag er det første rigtige arbejdsdag efter en dejlig lang afslappende ferie. Selv om ferie er skønt, så glæder jeg mig altid til hverdagen, arbejdet og rutinerne.

For rigtig mange er en af hverdagens store udfordringer madpakken. Jeg smører selv to madpakker hver morgen, og kender godt den følelse der opstår, når man for tredje dag i træk smører de samme madder. Derfor tager jeg helst udgangpunktet i rester fra aftensmaden (som børnene elsker), groft brød, magert pålæg, sprøde grøntsager og frugt. Krydret med lidt god fantasi skal der ikke meget mere til, før det kan blive en spændende og appetitlig madpakke, der nemt kan udkonkurrere fast-food og ander dyre løsninger.

Blandt min 11-årig datters favoritter er denne rugbrødssandwich med kylling og bacon. Den består af en rugbrødsbolle – det kunne også være to stykker rugbrød – lagt sammen med salat, dressing, kylling, bacon og parmesanost. Til store skolebørn er den et godt alternativ til de mere traditionelle rugbrødsmadder.
For at minimere tilberedningstiden om morgenen, hvor vi i forvejen har travlt, koger jeg kyllingebryst og stege bacon aftenen før. Resten tager ikke længere tid end at smøre en almindelig madpakke.

PS Hvis du savner inspiration til en sund madpakkesnack, så kig fordi det her blogindlæg, hvor du får opskriften på en lækker sprød og knasende myslibar.

Rugbrødssandwich med kylling og bacon
Af Lone Kjær Foto Henrik Freek Christensen

2 personer

2 kyllingebryster uden skind og ben
4 skiver bacon
2 håndfulde blandede salater fx Napolitana mix
1/2 dl creme fraiche
1 spsk. mayonnaise
1/2 spsk. sød sennep
3 spsk. hakket estragon
salt og peber
parmesanost
2 rugbrødsboller (kan erstattes af andre grove boller)

Kog kyllingen i lidt bouillon i ca. 12 min. Imens tilberedes det øvrige. Steg bacon sprød på en tør pande. Læg til afdrypning på et stykke fedtsugende papir. Skyl salaten og tør den godt.
Rør creme fraiche med mayonnaise, sød sennep og hakket estragon. Smag til med salt og peber. Fordel salat, bacon, kylling i skiver, parmesanost i flager og dressing mellem brødene.

 

 

Print Friendly