Kvinderne bag kagerne…

Sarah Bernhardt, Madeleine, Tarte tatin og Pavlova. Uhm… jeg har spist de her lækre kager utallige gange og hver gang med lige stor nydelse.

Men hvem var egentligt kvinderne, som i sin tid lagde navn til de søde sager ? Det har jeg skrevet en lille historie om til det nye nummer af Boligliv, som er på gaden lige nu. I bladet får du selvfølgelig også opskrifterne på kagerne, men her er lige en lille forsmag på en af mine favoritter…

Tarte tatin

Tærten er opkaldt efter søstrene Stéphanie og Caroline Tatin som i sin tid serverede tærten med de karameliserede æbler på deres hotel i Frankrig i slutningen af 1800-tallet. Kagen blev til ved et “uheld” fordi æblerne (som oprindelig var tiltænkt en klassisk æbletærte) blev stegt lidt for længe i smør og sukker. Søstrene forsøgte at redde tærten ved at lægge mørdejen på toppen af kagen og serverede den “upside down”. Siden blev tærten meget efterspurgt og i dag serveres den verden over som en klassisk fransk æbledessert.

8-10 personer

Tærtebund:

120 g hvedemel

60 g flormelis

100 g smør

1 spsk. vand

Fyld:

750 g æbler

75 g smør

125 g sukker

Tilbehør:

flødeskum

Hak smør, mel og flormelis sammen i en foodprocessor. Tilsæt vand og saml dejen. Lad dejen hvile tildækket og køligt 1 time.

Halver æblerne, fjern kernehus og skær æblerne i både.

Smelt sukkeret på en pande og tilsæt smørret. Vend forsigtigt æblerne i karamellen og lad dem simre til de er møre og karamellen har lagt sig tæt omkring æblerne. Det tager ca. 20 min. Pas på æblerne ikke brænder på.

Tænd ovnen på 180 grader. Smør en springform ca. 24 cm diameter og læg æblerne i formen. De skal ligge helt tæt. Hæld karamellen ved.

Rul dejen ud så den passe i størrelsen til springformen. Læg dejen over formene og pres den ned mod æblerne. Skær overskydende dej væk med en kniv. Prik dejen let med en gaffel og bag i ca. 30 min. til dejen er gylden.

Tag kagen ud og lad den afkøle lidt, før de vendes ud på en tallerken, så æblerne ligger øverst. Server kagen lun med flødeskum.

Print Friendly