Så er juleferien endelig i gang. I skrivende stund dufter her af nybagte håkonskager, juletræet er pyntet, og om lidt skal der laves mere konfekt. I morgen er der stort rykind af familien, så derfor vil jeg ønske jer alle en glædelig jul allerede i dag.
Jeg holder ferie indtil januar, men inden får du en opskrift på en skøn kålsalat med granatæble og mandler. Salaten er ikke kun utrolig smuk, den smager også forrygende, er knasende sprød, smækfyldt med vitaminer og lige tilpas ‘raw’.
I min madverden er den et perfekte tilbehør til den traditionelle julemiddag med juleand, flæskesteg og rødkål, fordi den er frisk og dermed giver et godt modspil til den ‘fede’ julemad. Alternativt kan salaten også serveres til vinterens tunge gryderetter. Jeg foretrækker at lave salaten med grønkål, men kan du ikke få fat i det, så kan du bruge fintsnittet rå rødkål, hvidkål eller savoykål i stedet.
RIGTIG GLÆDLIG JUL OG GODT NYTÅR MED MASSER AF VELSMAGENDE MAD ♥
Kålsalat med æbler og sennepsdressing
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth
Tilbehør til 4-6 personer
400 g fintsnittet grønkål, savoykål eller hvidkål
2 tsk salt
2 tsk sukker
2 æbler
2 granatæbler
50 g saltede mandler (kan erstattes af andre salte nødder)
Sennepsdressing:
2 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
2 spsk piskefløde
1 tsk Dijonsennep
1 tsk flydende honning
Skyl kålen godt og slyng den tør. Kom kålen i en skål og drys salt og sukker over. Kram kålen godt og lad den stå og trække ca. 30 min. Halver æblerne, fjern kernehus og skær æblerne i tynde både. Vend æbler i kålen. Halver granatæblerne og pres saft og kerner ud over kålen.
Ryst ingredienserne til dressingen sammen og vend dressingen i salaten. Drys med hakkede mandler og smag salaten til med salt og peber og evt. citronsaft.
Newyorkerbyheart
dec 23, 2011 -
Glædelig jul og et fantastisk nytår til dig og din familie, Lone :-) Håber, at vi ses i 2012.
KH
Birthe
Lone Kjær
dec 24, 2011 -
Jeg ønsker også dig og dine en glædelig jul og et godt nytår Birthe.
Laila Bøtker
dec 26, 2011 -
Glædelig jul Lone.
Denne opskrift er jeg nødt til at prøve af på vores venner. Jeg kunne tænke mig at servere det som tilbehør til en hovedret – har du et godt forslag til kød delen?
Julehilsner Laila
Lone Kjær
dec 26, 2011 -
Kære Laila,
Nu det er jul, så vil jeg foreslå en flæskesteg, men hvis I allerede har fået nok julemad, så går salaten også godt til fx lam. Jeg har flere gange serveret salaten til en langtidsstegt lammekølle, og med stor succes. Alternativt vil en gryderet med oksekød som har simret nogle timer i mørk øl også være lækkert.
Jeg håber, det kan inspirere dig lidt. Fortsat glædelig jul.
Kh Lone
Laila Bøtker
dec 29, 2011 -
Salaten vakte stor lykke – jeg serverede dem med en oksegryderet kogt i rødvin.
Lone Kjær
dec 31, 2011 -
Hvor skønt. Det lyder også rigtig godt med oksegryde kogt i rødvin.
Godt nytår.