Rig på rester – Efterårets musthave

Efteråret er uden tvivl den tid på året, hvor der udgives flest kogebøger, og selvom der udkommer lidt for mange ligegyldige kogebøger med opskrifter, der er set utallige gange før, så var der alligevel et par nye bøger, som vakte min interesse, da jeg i går besøgte bogforum i Bella Centeret.

En af dem var ’Rig på rester’ af Tina Scheftelowitz – bedre kendt som forfatter til de mange suveræne salatbøger. Tina er ligesom mange af os optaget af at bruge madrester, så vi undgår madspild, og i stedet giver resterne nyt liv den efterfølgende dag.

Med udgangspunkt i rester som kødsauce, frikadeller, pasta, kylling, grøntsager og grød disker Tina op med opfindesomme opskrifter som Aladdins overflod, overskudskylling, 1001 morgens øllebrød og pålægslagkage. På den måde bliver der lagt op til mere fest i hverdagen på den nemme måde. En fest som tager udgangspunkt i vores rester, som sparer os for en masse penge og en masse madspild.

Bogen er opdelt i sæsoner, men et opslag forrest i bogen før det endnu nemmere at få et overblik over, hvad dine rester kan bruges til. En ekstra lille bonus er, at bogen kun koster 100,- kr., og så er alle opskrifter smukt illustreret med lækre fotos af dygtige Columbus Leth. Bogen er en oplagt gaveide, en mandelgave eller bare en sød værtindegave.

’Rig på rester – Nyd dit overskud’ af Tina Scheftelowitz udgives i samarbejde med FDB. Bogen indeholder 40 opskrifter og koster 100,- kr. Den kan bl.a. købes HER

Print Friendly