Vietnamesisk suppe med sorte ris

Gennem længere tid har jeg været forelsket i sorte fuldkornsris, som efterhånden har fået status som mit køkkens små sorte juveler. Risene er meget aromatiske, og personligt kan jeg rigtig godt lide, at de stadig har lidt bid, efter de er kogte. Den sorte farve kommer naturligt fra et pigment i jorden, hvor risene dyrkes, og som ekstra bonus indeholder de dobbelt så mange kostfibre som almindelige fuldkornsris.

En af de opskrifter, hvor de sorte ris virkelig gør en forskel, er i denne vietnamesisk inspireret suppe, som jeg laver med oksekød og grøntsager. De sorte ris giver en fantastisk smag til suppen, men bidrager også som et lækkert fyld. Suppen er lige tilpas spicy og god mod vintertræthed… men trænger du til lidt mere krudt, så tilsæt en ekstra chili.

 

Vietnamesisk suppe med oksekød og sorte ris
Af Lone Kjær Foto Columbus Leth

4 personer

200 g sorte ris
1 rød chili
100 g mange tout ærter
2 peberfrugter
100 g babyspinat
2 fed hvidløg
1 ½ liter bouillon fx grønsags- eller oksebouillon
2 spsk fishsauce
1 spsk citronsaft
1 tsk sukker
400 g oksekød i strimler

Skyl risene og kog dem som angivet på emballagen. Hold risene varme.
Flæk chilien, skrab kernerne ud. Snit mange tout ærter og peberfrugter. Skyl og afdryp spinaten. Kom chili, mange tout ærter, peberfrugter, presset hvidløg, bouillon, fishsauce, citronsaft og sukker i en gryde og bring i kog.
Tilsæt kødet og lad suppen simre under låg i ca. 5 min. til kød og grøntsager er møre.
Tilsæt de kogte ris og spinat, og smag suppen til med salt, peber og evt. mere citronsaft. Server suppen rygende varm.

Print Friendly